Odense Kommune inviterer til åbent hus i CareLab. Kom og oplev, hvor langt den japanske elektronik-gigant Panasonic og danske eksperter er nået med at udvikle robotsengen, RoboticBed®
Danmarks position som et af de førende lande indenfor udvikling
af velfærdsteknologiske løsninger har gjort, at den japanske
elektronik-gigant Panasonic det seneste år har arbejdet tæt sammen
med et dansk konsortium om at slutudvikle og teste en robotseng ved
navn RoboticBed®.
RoboticBed® er et nyudviklet produkt, hvor den svage eller
handicappede borger ved egen hjælp og uden at stige ud af sengen
kan lave den om til en kørestol blot ved at trykke på en enkelt
knap.
Arbejdet med at udvikle og teste sengen er nu nået så langt, at
Panasonic og de danske samarbejdspartnere gerne vil vise
RoboticBed® frem for pressen, sundhedspersonale, potentielle
partnere, forskere og andre interesserede.
Odense Kommune, som deltager aktivt i konsortiet med
projektledere, sundhedsfagligt personale og
erhvervsudviklingskonsulenter, er vært for demonstrationen.
Det sker torsdag den 24. november 2011 i CareLab - Odense hvor
RoboticBed® vil blive demonstreret af lederen af Panasonics
robotudviklingscenter, Dr. Yukio Honda, samt repræsentanter fra det
danske konsortium.
Pris og tilmelding
Deltagelse er gratis.
Tilmelding er ikke nødvendig.