• Danish
  • English

Seneste nyheder

Dansk hold bag ny griberobot

12-09-2005
Udviklingsvirksomheden SCAPE er nu klar med prototypen på verdens første bin picking-robot, der kan tage vilkårligt liggende emner i en kasse, fiksere dem og sende dem videre.

Prototypen prøvekøres hos Grundfos i Bjerringbro, der længe har været på udkig efter en leverandør, som kunne levere en rentabel bin picking-robot. Umiddelbart lyder det som en smal sag med moderne robot- og visonteknologi. Men Grundfos har ikke tidligere kunne finde en leverandør, der kunne opfylde kravene om en cyklustid på under 10 sekunder og en omstillingstid til nye komponenter på højst 10 minutter.

Disse krav synes opfyldte med en ny arbejdscelle fra SCAPE. Virksomheden tager udgangspunkt i to opfindere fra Syddansk Universitet, der nu står klar til at indsætte prototypen af verdens formentlig første fleksible bin picker-robot.

- Vi er mindst halvandet år foran vores nærmeste konkurrenter. Der er selvfølgelig andre, der arbejder med det her, men en standardiseret løsning, der kan bruges til flere forskellige komponenter, er der mig bekendt ikke andre, der kan levere, udtaler opfinder og professor ved Syddansk Universitet Ivar Balslev til Ingeniøren.

SCAPEs system bygger på et nyudviklet visionssystem, der sikrer, at robotter genkender og griber emner hurtigt og med stor nøjagtighed. To kameraer tager fra to vinkler billeder af en kasses elementer. Deres koordinater i tre dimensioner samt rotation sendes vider til robotten, som går tæt på det element, der ligger øverst i kassen med sin griber. Emnet kontrolleres en ekstra gang med kamera og laser, inden robottens griber løfter emnet med en sugekop. Sidste punkt er en vendestation, hvor emnet fikseres inden det sendes videre.

Robottens griber kan skiftes alt efter emnets karakter og computersystemet har i forvejen fået CAD-tegninger og prøvebilleder af emnerne. Det er opbygningen og håndteringen af disse data der er helt unik ved SCAPEs løsning.

- Det er ikke umuligt, at man med 130 teknikertimer kan løse en tilsvarende opgave med én type emner. Det særlige ved vores system er, at det er standardiseret og kan bruges på forskellige typer af emner, fortæller Ivar Balslev til Ingeniøren.

Med testkørslerne på Grundfos skal cyklustiderne så langt ned som muligt. Og den næste store udfordring bliver at gribe elementer, som kan tænkes at sidde sammen, nå de tages op. Dem kan griberobotten endnu ikke klare.

Fakta om SCAPE

Udviklingsvirksomheden SCAPE udspringer af forskningsmiljøet på Mærsk McKinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet. I marts 2004 etablerede de to forskere Ivar Balslev og Rene Dencker virksomheden med henblik på at kommercialiseret og videreudvikle et 3D visionsystem til brug for automatisering af robotter.
Syddansk Universitet og NOVI Innovation A/S står bag stiftelsen af SCAPE - Smart Classifier And Pose Estimator. Selskabet forventes inden for 5 år at have en årlig omsætning på 40 mio. kr., da kun en femtedel af verdensmarkedet for denne type robotinstallationer vil give licens- og opdateringsindtægter på dette niveau. Samtidig er der indgået partnerskab med robotintegrationsfirmaet T&O Stelectric, som skal stå for brugerflade, markedsføring og salg på det danske marked. Men visionteknologien skal på sigt sælges globalt.

Kilde: Ingeniøren, nr. 48, 2. december 2005, sektion 3, side 6

Læs mere på www.mip.sdu.dk/vision/scape

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere