• Danish
  • English

Seneste nyheder

Månedens portræt: Ungerne væk fra skærmen

12-08-2005
To nyuddannede civilingeniører fra Syddansk Universitet er i fællesskab gået ind i kampen mod det stigende antal overvægtige børn. Våbnet? Moderne, intelligente legeredskaber, der skal lokke ungerne til at bevæge andet og mere end pegefingeren på museknapperne.

Af Mikkel Meister Pedersen, Syddansk Universitet 

- I dag er der jo ikke nogen børn, der render og leger ude på gaden længere. Ordene er Frodi Hammers, men kunne ligeså godt være kommet ud af munden på kollegaen, Alireza Derakhshan.

De to nyuddannede civilingeniører er nemlig rørende enige om, at børns leg i alt for høj grad foregår badet i det blege lys fra computerskærmen. For nylig scorede de begge et klokkerent 13-tal for deres fælles specialeprojekt ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet i Odense.

Titlen på projektet, Adapting Playgrounds Using Multi- Agent Systems Based Upon Live Agents, lyder måske ikke særlig børnevenlig, men i praksis ligger der langt mere end teoretiske modeller og agenter bag de fine ord. Noget, der om ikke så mange år forhåbentlig kan medvirke til at forebygge overvægt og andre livsstilsrelaterede lidelser blandt børn.

Børnene i centrum

De to civilingeniører arbejder for tiden tæt sammen med legepladsfabrikanten KOMPAN og Danmarks Pædagogiske Universitet om projektet Playware, der kort fortalt handler om at tilbyde børn og barnlige sjæle intelligente og interaktive legeredskaber. Legepladsen skal altså fremover lege med i børnenes leg.

- Vi vil prøve at kombinere børns fascination af computerspil med dét fælles rum, en legeplads tilbyder, siger Alireza Derakhshan. - Derfor er det også vigtigt, at den intelligente legeplads giver anledning til gruppeleg med andre børn, så de ikke bare står hver for sig og kun leger med legepladsen, fortsætter han og understreger samtidig, at børnene skal have friheden til selv at beslutte måden, de vil lege på. Frodi Hammer supplerer: - Der er helt klart et balanceforhold (fra legepladsens side, red.) mellem at lege med og at overtage styringen. Det er vigtigt, at legen forgår på børnenes præmisser.


De fortsætter begge med at arbejde i forlængelse af den forskning, der blev udført i deres speciale. Alireza Derakhshan er ansat som forsknings-assistent på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, og Frodi Hammer er så småt gået i gang med et ph.d.-projekt inden for emnet. Selvom deres arbejdsområder er forskellige og meget tekniske, vil børnene altså stadig være dét emne, deres samarbejde i sidste ende drejer sig om.

Fakta om de to forskere
Navne:
Frodi Hammer, Ph.D. studerende, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet (tv).
Alireza Derakhshan, forskningsassistent, Mærsk Mc-Kinney Møller Institutet (th.

Født:
Frodi i 1980 i Torshavn på Færøerne og Alireza i 1980 i Teheran, Iran.

Nuværende studier/arbejdsområde:
Udvikling af intelligente og interaktive legeredskaber (bl.a. hoppefl iser), der skal stimulere børns lyst til at bevæge sig i forbindelse med leg. Deltager aktivt i projektet Playware, der er støttet af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Fremtidsdrømme:
Starter muligvis firma sammen inden for området leg og bevægelse.
Hobby til hverdag

Det samarbejde, der indbragte dem topkarakter for specialet, har flere år på bagen. Frodi og Alireza har gået i samme gymnasieklasse på Tornbjerg Gymnasium i Odense, og derfor var det nærliggende at starte et samarbejde, da de begge begyndte på datateknologistudiet i 2000. De har siden lavet mange projekter sammen, men er heldigvis ikke blevet trætte af hinanden endnu: - Vi har begge betragtet vores studie som et job - noget, der skulle tages seriøst hele vejen igennem. På den måde har vi haft en meget ens indstilling til tingene, siger Frodi om samarbejdet.

- Det har været vigtigt for os at holde tingene på et meget professionelt plan. Men samtidig har vi begge følt, at vores studie egentlig bare har været vores hobby. Derfor har vi nok kunnet støtte hinanden meget, forklarer Alireza.

Og duoens samarbejde fortsætter da også fremover. De vil ikke udelukke, at de måske engang i fremtiden vil tage det store skridt og starte deres egen virksomhed. Men den idé kommer nok til at ligge på hylden i nogle år endnu, for lige nu gælder det forskningen ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet og kampen for at få ungerne væk fra skærmen.

Fakta om Playware
Playware-projektet vil ved hjælp af intelligent teknologi udvikle produkter til legetøj og legemiljøer, der stimulerer børn og unge til leg, læring og fysiske, sociale aktiviteter. Projektet kombinerer forskning i børns leg, robotteknologi og moderne kunstig intelligens i forsøget på at flytte computerens spilunivers ud på legepladserne.
Projektets prototype består af gummibelagte fliser, der indeholder en lille computer - en indbygget sensor, som registrerer tryk, bevægelse og vægt - samt en lysdiode, der kan lyse i forskellige farver. Placeres fl iserne i forlængelse af hinanden, kan de kommunikere indbyrdes og opfange, hvordan et barn bevæger sig hen over fliserne. Teknologien vil gøre det muligt at afl æse og efterligne bevægelsesmønstre og dermed stimulere og udfordre børn til leg.
Projektets partnere er Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet (koordinator), Danmarks Pædagogiske Universitet, KOMPAN A/S, WirTek A/S, Tricon A/S. Projektet startede den 1. september 2005 og løber til udgangen af februar 2007. Det har en budgetramme på 10 mio. kr.

Download månedens profil (pdf - 110 kB)

Læs mere på www.mip.sdu.dk

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere