• Danish
  • English

Seneste nyheder

Nye højteknologiske platforme

16-11-2006
Højteknologifonden uddelte den 16. november 2006 midler til fem højteknologiske platforme. Heriblandt Handyman-platformen for udvikling af højteknologiske griberobotter, som RoboCluster har været med til at indsende.

Højteknologifonden uddeler i alt 93 millioner kroner til dansk højteknologi. Anden generations biobrændsel til fremtidens biler. Grisens genetiske arvemasse kortlagt for bedre at forstå sygdomme hos dyr og mennesker. Robotteknologi til fremtidens fremstillings- og produktionsvirksomheder. Medicinering med indbygget intelligens. Implantater der fungerer i kroppen.

Forskningsområderne forankres i fem højteknologiske platforme, hvor virksomheder og universiteter arbejder tæt sammen. Resultaterne bliver anvendelige inden for flere områder og vil fungere som springbræt for fremtidige forretnings- og forskningsmæssige aktiviteter. Med de midler virksomheder og universiteter selv investerer, har de fem platforme et samlet budget på 213 millioner kroner.

- Danmark skal være blandt de bedste til kommercialisering af forskning og udvikling. Vejen hertil er at styrke samspillet mellem virksomheder og universiteter. Både i udvikling og målrettet anvendelse af højteknologi, fortæller bestyrelsesformand for Højteknologifonden, Jørgen Mads Clausen i en pressemeddelelse fra Højteknologifonden.

Handyman – robotteknologi til fremtidens fremstillings- og produktionsvirksomheder

15 mio. kr. går til støtte af den Højteknologiske Platform Handyman, der vil udvikle højteknologiske griberobotter til avanceret emnehåndtering. Platformen er centeret omkring en række små og mellemstore danske virksomheder og vil sikre, at avanceret produktion forsat kan bevares og udvikles i Danmark.

Med stigende pres fra lavtlønslande outsources store dele af masseproduktionen i disse år fra Danmark. I praksis betyder det, at dansk industri fremover skal satse på produktion af mindre styktal og på mere fleksibel og avanceret produktion. Men det kræver avancerede robotter.

- Vi finder problemstillingen hos virksomhederne og kan derefter finde ud af hvilke teknologifelter, der gør det muligt at løse opgaven. Det styrker anvendelsen, når man sidder mellem industrien og universiteterne og arbejder med udviklingen, siger Rune Larsen fra RoboCluster, der sammen med Teknisk Fakultet på Syddansk Universitet og Teknologisk Institut står bag Handyman.

Målet er at løse avancerede produktionsopgaver langt mere effektivt end ellers, og dermed fastholde den mere specialiserede og avancerede produktion i Danmark.

- Avancerede griberobotter kan håndtere mange forskellige emner i en produktion. En avanceret robot kan selv vurdere om et emne, der skal flyttes fra a til b, er for tungt, for stort eller på anden måde forkert, og dermed kan man med en griberobot baseret på højteknologi løse en stor del af de opgaver, som ellers håndteres af mennesker, fortæller Rune Larsen til www.hoejteknologifonden.dk

Projektets samarbejdspartnere

Udover RoboCluster, Syddansk Universitet og Teknologisk Institut deltager følgende virksomhederne også i samarbejdet: AMROSE Robotics ApS (Odense), BILA A/S (Nykøbing Mors), Grundfos A/S (Bjerringbro), mh Martin Hansen A/S (Broby), Scape Technologies A/S (Odense), TriVision ApS (Odense), Unisensor A/S (Gørløse) og Universal Robots ApS (Odense).


Se pressemeddelelse fra Højteknologifonden

Se beskrivelse af Handyman-platformen


Se projektbeskrivelse

Oprettet: 16.11.2006

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere