• Danish
  • English

Seneste nyheder

Off-line programmeringsseminar

20-12-2006
Det danske netværk for off-line programmering, OLP-netværket, hold i december et velbesøgt seminar på Odense Stålskibsværft, hvor erhvervsfolk, forskere og softwareudviklere delte ud af deres mange erfaringer med off-line programmering.

Deltagerne fik indledningsvist en indføring i off-line programmering, da Bo Genefke, på baggrund af 20 års erfaring i robotbranchen, gav bud på succesfuld off-line programmering, der forudsætter et tæt samspil mellem OLP-leverandører, robotleverandører og slutbrugere.

Seminaret blev holdt på Odense Stålskibsværft, og deltagerne fik demonstreret værftets system til off-line programmering af skibssektioner efterfulgt af en rundvisning i svejsehallerne. Systemet er afhængig af en nøjagtig model af virkeligheden – en udfordring, der var omdrejningspunkt for seminarets følgende indlæg.

Ole Madsen fra Aalborg Universitet fortalte om Eco2Painter-projektet, hvor man har udviklet et laserbaseret scannersystem til generering af 3D-modeller af emner, så en malerobot umiddelbart efter kan påbegynde en maleproces. Løsningen er særligt anvendelig til sprøjtemaling af emner produceret i små serier, med mange varianter og uden CAD-modeller. I forlængelse heraf præsenterede Troels Larsen fra Inropa ApS to nyudviklede systemer, RobTeach og RobTeach VR, der kan opmåle emner ved hjælp af håndholdte, laser-baserede ”målepistoler”.

Deltagerne fik også præsenteret en række projekter, hvor der anvendes off-line programmering. Erik Salling fra AMROSE Robotics præsenterede et stereovision-system til at skabe billedet af et køretøjs omgivelser, så en påmonteret 7-akset robotarm bliver i stand til at gribe emner omkring køretøjet. Løsningen er skabt i samarbejde med en række østrigske forskere og anvender en blanding af online og off-line programmering.

Lars Märcher Sandig fortalte om MPNs løsninger til automatiseret end-of-line håndtering af frugt og grønt, mens Henrik Gordon Petersen fra Syddansk Universitet og Karsten Ahrentsen fra Giben Scandinavia afslutningsvist fortalte om projektet ”Unikke betonkonstruktioner”. Projektet støttes af Højteknologifonden og handler om konstruktion af alternative støbeforme ved hjælp af robotter og anvendelse af selvkompakterende beton. Løsningen skal give mulighed for mere spændende og individuelle betonkonstruktioner.

Om OLP-netværket

Off-line programmeringsnetværket er skabt i samarbejde mellem RoboCluster, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet og fokuserer på de forretningsmæssige betingelser for de danske teknologiudviklende virksomheder inden for off-line programmering. Netværket her 15 partnere og RoboCluster står for den daglige drift.

Læs mere om OLP-netværket

Læs også artikel på www.teknologisk.dk/robot


Kilde: Denne artikel bygger på artikelen "Stor interesse for seminar om off-line programmering" på www.teknologisk.dk/robot

Oprettet: 20.12.2006

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere