• Danish
  • English

Seneste nyheder

Det perfekte juletræ

17-12-2007
Om få år vil vi kunne danse om klonede juletræer juleaften. Høje, slanke, tætte og symmetriske træer, som i deres tidligste stadier er blevet håndteret af robotter. Forskere og udviklere fra RoboCluster-miljøet forventer at have en prototype af robotten klar til test i løbet af et par måneder.

De første klonede juletræer er plantet ud i granplantagen. Helt præcist på godset Lundbygaard på Sydsjælland, hvor kommende års juletræer står og skyder i vejret. Men der vil gå endnu fire-fem år før vi kan danse om et klonet juletræ juleaften. For de små klonede babytræer er stadig blot fem-ti centimeter høje.

Netop fordi juletræsproduktion er en langsommelig affære, og fordi forbrugerne stiller store krav til deres juletræer; som skal være høje, slanke, tætte og symmetriske, er der stor ræson i forfine dyrkningsmetoderne så kun de bedste træer plantes ud. Til det formål har forskere ved Vævskulturlaboratoriet på Københavns Universitet udviklet og forfinet en kloningsmetode, som gør det muligt at udvælge og kopiere de smukkeste træer. Men det er et tidskrævende arbejde, som kræver stor præcision. Skal økonomien i at klone juletræer hænge sammen, er det nødvendigt at udvikle en automatiseret løsning. Det er baggrunden for projektet HiTec Elitetæer, som blev startet for halvandet år siden i RoboCluster.

Bila A/S udvikler præcisionsrobot

I projektet HiTec Elitetæer udvikler forskere fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet sammen med robotproducenten Bila A/S - medlem af leverandørnetværket RoboCluster SupplyNet – en robot, der kan håndtere de små klonede planter. Robotten foretager først en udvælgelse af de bedst egnede kim, som skal klones. Herefter flytter robotten de klonede planter over i sterile vækstmiljøer, for igen, når klonen er blevet til en lille bitte babyplante, at flytte dem over i plantebakker, hvor de vokser sig store nok til at blive flyttet ud i plantagerne.

- Det fine ved kloning er, at du kan tage udgangspunkt i det allerfineste træ og producere en hel masse tvillinger, millioner eller milliarder af ens træer, siger godsejer Bernt Johan Collet fra Collet & Co til Ny Viden.

Bernt Johan Collet, Collet & Co er en af Danmarks største juletræsproducenter og bestyrelsesformand i Woody Plant Biotech ApS. Begge virksomheder deltager i projektet, og er med til at udvikle og afprøve det robotbaserede system.

Selve robotten udvikles af Bila A/S, der flere gange med positivt resultat har kastet sig over såkaldte ”man on the moon”-projekter. Efter at have fundet et egnet system til at separere de små kimplanter er Bila nu ved at færdiggøre en kamerastyret robot, der arbejder med ekstrem høj præcision til udvælgelse af de bedste kim. Samtidig skal robotten kunne gribe de meget små enheder med stor forsigtighed så kimene/planterne ikke bliver beskadiget. Bila har derfor udviklet en helt unik griber, som er i stand til både at gribe kimene og samtidig sikre, at de efterfølgende bliver placeret korrekt.

- Det har været meget interessant at følge udviklingen i projektet. En af de store udfordringer har været at skabe en robot, der faktisk var i stand til at håndtere det skrøbelige materiale, som kim er. Og Bila har virkelig formået at løfte den opgave. Vi forventer at kunne opstille en prototype af robotten hos Vitroform, en af projektets samarbejdspartnere, i løbet af et par måneder. Nu glæder vi os til at få afprøvet robotten i det virkelige liv, fortæller Louise Just fra RoboCluster, der er projektkoordinator på Hi-Tec Elitetræer.

Bliver juletræerne så helt ens?

Tanken om helt ens og ”perfekte” juletræer kan for nogle virke både skræmmende, kedelig og en smugle konform – for er charmen ved juletræer ikke netop, at de er forskellige?

- Vi er ikke inden og pille ved naturen. Vi udvælger blot de bedste juletræer og kopier dem. Vind og vejr vil stadig sætte sit præg på træerne, og kun de træer, der har haft nøjagtig de samme vækstbetingelser vil blive helt ens, fortæller Palle Hermansen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet, som i det sidste år har været projektleder på projektet.

Trods kloningsmetoderne vil træerne altså fortsat bevare deres individuelle præg. Man vil blot sikre, at det kun er de absolut bedste kimplanter, der udtages til vækstmiljøerne, så producenterne undgår alle de træer, der alligevel frasortes, fordi de ikke lever op til forbrugernes krav. Således kasseres helt op mod 25 % af de producerede juletræer i dag, da kvaliteten er for dårlig i forhold til forbrugernes krav. Kun ca. 15 % af de træer, som dyrkes med de nuværende vækstmetoder er af bedste kvalitet, mens 60 % er middel. Denne kvalitetsvariation skyldes, at den traditionelle forædling af træerne er meget tidskrævende, hvorfor producenterne benytter teknikker, som sikrer en hurtigere forædling og produktudvikling. Det betyder til gengæld, at producenterne får et stort antal træer med meget uens arvelige egenskaber - og får som følge heraf et stort spild.

Store økonomiske perspektiver

Den nye metode har altså store økonomiske perspektiver. Danmark er Europas største juletræsproducent, og eksporterer årligt ca. 12 millioner juletræer til det europæiske marked. Ved hjælp af kloningsmetoderne kan producenterne kopiere de smukkeste træer et utalligt antal gange og dermed få en langt større procentdel af værdifulde træer i højeste kvalitetsklasse ud i plantagerne og dermed ud til forbrugerne.

Samtidig har Danmark med de nye vækstmetoder også mulighed for at markere sig internationalt i forhold til teknologien bag. Teknologierne vil sandsynligt kunne overføres til andre afgrøder og udgør således et salgspotentiale i sig selv.

HiTec Elitetræer er støttes af højteknologifonden og forventes afsluttet i sommeren 2008.

For yderligere information

Louise Skovborg Just
Projektleder
T +45 6550 2741
M +45 6011 2741
just@robocluster.dk

Læs mere om HiTec Elitetræer

Oprettet: 17.12.2007

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere