• Danish
  • English

Seneste nyheder

International konference om mikro- og nanoengineering

07-09-2007
Nanorobotter, neurale netværk, elektroniske ’næser’ og ’bottom-up’ fabrikation. Emnerne er mange på den 33. konference om mikro- og nanoengineering, som løber af stabelen den 23. til 26. september i København.

Blandt hovedtalerne er Bradley Nelson fra Instituttet for Robotteknologi og Intelligente systemer ved ETH Zürich i Schweiz. I et af deres mest ambitiøse projekter forsøger Nelson og hans forskerhold at udvikle mikroskopiske robotter, der kan udføre øjenoperationer. Manøvrering og brug af mikrorobotter er kompliceret og kræver udvikling af bitte små mikroskoper til 'øjne', pincetter som 'fingre', sensorer samt en 'motor', der kan omdanne forskellige former for energi til mekanisk drivkraft. Forskerne forsøger at løse disse udfordringer ved hjælp af mikroelektromekaniske systemer (MEMS) og visuel ’servoing’, dvs. at styre robotten ved hjælp af signaler mellem kameraer placeret på robotten og på et kontrolpunkt uden for øjet.

Det er første gang den internationale konference Micro- and Nano-Engineering (MNE) afholdes i Danmark. Institut for Mikro og Nanoteknologi (MIC) ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er værter for konferencen, der bringer ingeniører og forskere fra hele verden sammen for at diskutere nuværende og fremtidige tendenser inden for fabrikation og anvendelse af mikro- og nanostrukturer.

- Jeg er meget glad for, at vi kan holde denne konference, hvor der kommer nogle meget markante forskere inden for dette felt, siger professor Anja Boisen fra DTU, der er ansvarlig for MNE07.

Stjerneforskere

Anja Boisen forventer, at der kommer cirka 600 deltagere til konferencen, som bliver afholdt i Falconer Centeret den 23. til 26. september 2007.

- Vi kan allerede nu se, at der komme mange danske forskere. Det er fantastisk, at de nu får mulighed for at komme ind og se det ypperste inden for mikro- og nanoengineering, siger Anja Boisen.

De inviterede gæster tæller også en lang række udenlandske forskere, som vil præsentere deres nyeste forskning. Og emnerne spænder vidt.

Keiichi Torimitsu fra NTT Basic Research Laboratories i Kanagawa, Japan taler om neurale netværk, mens Andreas Stemmer fra Nanotechnology Group ved ETH Zürich i Schweiz præsenterer sit arbejde med ’bottom-up’-nanoskala-fabrikation. Göran Stemme fra Royal Institute of Technology i Stockholm, Sverige gennemgår udviklingen af en elektronisk ’næse’, som kan spore nanogram narkotika og Duncan Sutherland fra iNano ved Århus Universitet fortæller om integration af kunstige og biologiske materialer til eksempelvis proteser.

Programmet og en komplet liste over inviterede talere kan ses på www.mne07.org

Download invitation (pdf - 32.7 kB)

Øvrige fakta om MNE07

Konference struktur
MNE 2007 begynder med en velkomst reception søndag den 23. september. Det egentlige program afholdes fra mandag den 24. september til onsdag den 26. september. Programmet består af indlæg fra hovedtalere, inviterede præsentationer fra en række internationalt anerkendte forskere, posterpræsentationer samt en udstilling for industrien. De udvalgte præsentationer er inddelt i tre parallelle spor, der forløber over tre dage.

Spor
• Nanoscale Engineering and Fabrication I-IV
• Process Diagnostics and Control
• Nanodevices I-III
• Micro- and Nanosystems for Biology I-III
• Nanoimprint Litography and Technology I-III
• Microsystems and Their Fabrication I-II
• Maskless Lithography and Pattern Transfer Techniques
• Electron and Ion Beam Lithography I-II
• Resists and Resists Processing
• Photon Litography and Mask Technology

Læs mere om MNE07 på www.mne07.org

Om MNE2007

MNE er en årligt tilbagevendende begivenhed, og denne gang er det Institut for Mikro- og Nanoteknologi, der er værter for konference, som finder sted på Radisson SAS Fal-coner i København. MNE 2007 er den 33. konference i rækken, der startede i Cambridge i 1975 og senest blev afholdt i Rotterdam (2004), Wien (2005) samt Barcelona (2006). MNE konferencen har i gennemsnit 500 besøgende. Konferencereferater udgives i Microelectronic Engineering.

For yderligere information

Conference Secretariat
MNE 2007
c/o DIS Congress Service
Tlf. 4492 4492
mne07@discongress.com

Oprettet: 07.09.2007

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere