• Danish
  • English

Seneste nyheder

Kom til robotfestival – et vindue til fremtiden

20-08-2007
For andet år i træk afholdes robotfestivalen Robots at Play i Odense. I dagene 23. – 25. august kan publikum gennem udstillinger, aktiviteter og events se og opleve en lang række robotter fra ind- og udland, og få et spændende indblik i hvad robotter bruges til i dag, og hvad de kan bruges til i fremtiden. Festivalen er åben for alle.

Plæneklipperen, der selv slår græsset. Den terapeutiske robotbamse ”Huggable”. Legetøjsrobotten, der hjælper børn til at bevæge sig mere. Eller det dynamiske robotbillede Robo[Shot], som vokser når du sender det en MMS.

Meget af det, vi tror, er fremtid, når det gælder robotter, findes allerede og kan opleves under robotfestivalen ”Robots at Play” i Odense, hvor der vil være mange spændende robotter at se. Både de underholdende og de hårdt arbejdende. Og fra mange lande.

Robotfestivalen Robots at Play

23. - 25. august 2007 

Brandts Klædefabrik, Cafe biografen og Musikbiblioteket i Odense

 
Festivalpladsen har åbent

Torsdag den 23. august kl. 12.00 – 18.00
Fredag den 24. august kl. 12.00 – 19.00
Lørdag den 25. august kl. 11.00 – 15.00

Se hele programmet på www.robotsatplay.dk

Robo[Bazar]

Festivalens mange tilbud er bygget op om et ønske om at underholde og formidle viden. Robotter er fascinerende maskiner, og vi får lov til at kigge på de allernyeste af dem. På vores Bazar, som er åben alle tre dage på festivalen, kan du se alle de deltagende robotter, heriblandt den utrolige robotslange ACMR5. Robotslangen kan svømme, dele sig selv op i mindre stykker og samle sig igen. Den forudses at blive en stor hjælp til fx at finde mennesker begravet efter jordskælv.

Gratis Robotfilm

Cafe biografen viser i løbet af festivaldagene en perlerække af robotfilm. Bl.a. viser vi den ultimative robotklassiker, den utrolige western Westworld, den sjove animationsfilm Robotter, Spielbergs AI og Star Wars-filmen Sith-fyrsternes hævn. Alle filmforevisningerne er gratis!

Robotter - torsdag og fredag kl. 9.30, 11.30, lørdag kl. 11.30 (torsdag og fredag er lukkede forevisninger)
Westworld - fredag kl. 20.00
The Star Dreamer - torsdag kl. 17.30
A.I. - torsdag kl. 20.00
Sith-fyrsternes hævn - fredag kl. 17.30

Kunst og musik

”Robots at Play” har både musik, dans og art-performance. Du kan bl.a. opleve Ingrid Kristensens forrygende danseteater og en masse anderledes musik med robotundertoner. Musikbiblioteket og Brandts Klædefabrik danner i år rammerne for robotfestivalens musikalske og kunstneriske indslag, så slå vejen forbi i løbet af weekenden.

Robo[Ethics] – robot eller menneske?

Hvad er menneske, hvad er robot? Hvor går grænsen for den tekniske udvikling af det kunstige menneske? Robotfestivalen handler om andet og mere end fascinationen af det tekniske element i udviklingen af robotter. Derfor er både debat, diskussion og dialog omkring robotteknologiens etiske perspektiver en naturlig del af programmet for årets festival. Vi diskuterer de etiske perspektiver i fællesskab med Det Etiske Råd samt en lang række af indbudte specialister, fx roboteksperter og filosoffer.

Torsdag den 23. august kl. 13.00 – 15.00 i Cafe biografen

Robo[Show] - sjov og konkurrencer

Ingen røg uden ild. Festivalen afsluttes lørdag med et forrygende show. To af festivalens konkurrencer hedder Robo[Trash] og Robo[Play], og er spændende indblik i en anderledes og fascinerende verden, hvor skoleklasser skal konkurrere om at bygge de flotteste og bedste robotter af hhv. skrot (trash) og LEGO Mindstorms (et kompliceret legesæt for kvikke hjerner).

Se den spændende afgørelse lørdag den 25. august kl. 13.30 –15.00 på Amfi Scenen

I år tilbydes et ekstra tiltag til børn og barnlige sjæle; ”Become a robot” er, hvad det lyder som: Ved hjælp af sminke og pap kan du selv blive en omvandrende robot. Det vil studerende og lærere fra Malerafdelingen på Odense Tekniske Skole hjælpe med.

Festivalens formål er bl.a. at udbrede kendskabet til robotter, så vi glæder os til at se dig til en både inspirerende og fascinerende festival, der blandt meget andet byder på robotbyggeri, film, leg, lærdom, show, konference og etikdebat.

Læs mere om robotfestivalen Robots at Play på www.robotsatplay.dk

Oprettet: 20.08.2007

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere