• Danish
  • English

Seneste nyheder

Tre dage i robotternes tegn

28-08-2007
”Robotterne kommer” blev taget helt bogstaveligt, da Odense for andet år i træk afholdt robotfestivalen Robots at Play i dagene 23. til 25. august 2007. Robotter fra hele verden indtog pladsen omkring Brandts Klædefabrik og gav publikum en enestående mulighed for at se, opleve og lege med robotter i alle afskygninger.

Robotslangen, der kan svømme i vand. Byggeklodser, der producerer musik. Robotkatten og den terapeutiske robotbamse, der kan bruges i demensbehandling. Det intelligente robotmål og legepladsen, der motiverer børn til at bevæge sig. Autonome luftballoner, der kan kommunikere med mennesker. Og robotten, der kan tegne din profil. Det var nogle af de mange robotter man kunne opleve under robotfestivalen i 2007.

Og lige som i 2006 fik børnene mulighed for at bygge deres egne robotter med LEGO Mindstorm, mens skoleklasser konkurrerede om at bygge den bedste, bevægelige robot af gammelt skrot i løbet af de tre festival-dage. Fantasi, læring, kreativitet, hydraulik, mekanik, data, dans, kunst og meget mere blev sat på prøve for at løse opgaven, inden robotterne blev præsenteret ved det stort anlagt show lørdag eftermiddag.

Leg, læring og kreativitet

Festivalen var igen i år arrangeret af RoboCluster i samarbejde med Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet, Odense Tekniske Skole og Eventhouse. Professor Henrik Hautop Lund fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Det Tekniske Fakultet bød under overskriften ”Leg, læring og kreativitet” publikum velkommen til en række events og aktiviteter inden for området Playware, dvs. leg, læring og fysisk udfoldelse vha. robotteknologi.

I Robo[Trash] og Robo[Play] byggede skoleklasser deres egne robotter af henholdsvis gammelt skrot og LEGO Mindstorm, mens forbipasserende kunne lege med ved åbne arbejdsborde, og bygge deres egne bevægelige robotter med kameraer, lydsensorer, følesensorer, mm.

Robo[Film] bød på en række spændende filmfremvisninger i Café Biografens mørke. Her kunne man bl.a. se eller gense karismatiske Yul Brynner, der går amok som cowboy-robot i filmen Westworld fra 1973. Eller 11-årige David, der er ”robot-kid” i den tankevækkende AI fra 2001.

Robo[Bazar] summede af markedsstemning, da publikum fik mulighed for at komme helt tæt på de ”legende” robotter og få et godt øjebliksbillede på robotteknologien netop nu.

De kunne bl.a. se den japanske robotslange ACM-R5, som kan kravle, klatre og svømme. Den kan bevæge sig gennem ruiner og evt. komme i brug ved jordskælv og andre katastrofer og spås derfor at være en af fremtidens redningsrobotter. Robotten er udviklet på Hirose Lab, Tokyo Institute of Technology i Japan af Shigeo Hirose, som anses for at være en af verdens førende robotudviklere.

Se robotslangen på You Tube:

Swimming snake robot

Snake shape robot 1

Den amerikanske robotbamse Huggable, der er udviklet til terapeutisk behandling. Bamsen er designet så den føles levende og dejlig at røre ved, og den har evnen til at reagere aktivt på en persons berøring, hvilket har en sygdomslindrende virkning for mange mennesker. Robotbamsen vandt Robots at Play Prisen i 2006 og er udviklet af forskerne Dan Stiehl og Cynthia Breazeal fra MIP Lab i USA.

Billeder fra Bazaren

Robo[Art] var nyt på programmet og bød på en række kreative og anderledes installationer, hvor robotteknologien var aktiv medspiller. Målet var at vises publikum potentialet og mulighederne for, hvordan kunstnere kan bruge robotteknologien ekspressivt.

I Robo[Prize] blev den internationale Robots at Play-pris på 75.000 kr. uddelt. Prisen, der er sponseret af Fionia Bank, gives med det formål at fremme forståelsen for og brugen af robotteknologi i det daglige og tildeles en unik robotløsning, der kombinerer robotteknologi, design og kunst på en anderledes og kreativ måde.

Årets vinder blev Keepon, der er udviklet af den japanske forsker Hideki Kozima fra National Institute of Information and Communications Technology (NICT) i Kyoto, Japan. Robotten er udviklet til at studere sociale kommunikationsmønstre blandt skolebørn og udviklingshæmmede. Læs mere om Robots at Play Prisen 2007

Se Keepon på You Tube:

Keepon dancing to Spoon's "I Turn My Camera On"

Keepon dancing to Spoon's "Don't You Evah"

Robo[Ethics] bød på en spændende debat om robotteknologiens etiske perspektiver. Publikum havde mulighed for at overvære og deltage i en spændende debat om den tekniske udvikling og grænserne for det kunstige menneske. Med i debatpanelet sad Klavs Birkholm fra Etisk Råd, professor Henrik Hautop Lund Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet, filminstruktør Phie Ambo, der har lavet filmen Mechanical Love" om menneskers forhold til robotter og lektor Kasper Støy, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet. Læs mere om Robo[Ethics]

Hvad bringer fremtiden?

Målet med robotfestivalen Robots at Play er at fremme interessen for robotteknologi inden for uddannelse, forskning og erhverv og vise gæsterne, at meget af det som vi tror, er fremtid, når det gælder robotter, allerede findes og anvendes inden for en lang række områder. Samtidig ønsker festivalen at løfte sløret for, hvad fremtiden bringer.

En række af Syddansk Universitet forskningsprojekter fra Det Tekniske Fakultet og fra professor Henrik Hautop Lunds forskningsgruppe på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet fremviste deres resultater. Også Designskolen Kolding viste deres bud på fremtidige robotløsnigner, bla. den intelligente stol og den interaktive robotblomst. RoboCluster præsenterede nogle af fremtidsversionerne i Det Regionale Teknologicenter for robotter, sensorer og intelligente systemer, bl.a. fremtidens markrobotter – robotter til pleje af planter og økologiske afgrøder.




















Læs mere om Robots at Play på robotfestivalens officielle hjemmeside www.robotsatplay.dk

Oprettet: 28.08.2007

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere