• Danish
  • English

Seneste nyheder

Fremtidens robotter, nutidens udvikling

28-04-2008
RoboCluster var med, da den internationale robotkonference RoboBusiness løb af stablen i Pittsburgh, USA. Årets tema var autonome, intelligente robotløsninger med særligt fokus på medico- og velfærdsrobotter, som gav masser af inspiration til mulighederne for og udviklingen af nye robotløsninger. I forlængelse af konferencen besøgte gæsterne et af USA’s mest anerkendte tekniske universiteter; Carnegie Mellon University.

RoboBusiness blev afholdt for femte år i træk 8. til 10. april 2008 - denne gang i Pittsburgh, USA. Årets overordnede tema var øget autonomi med særlig vægt på mobile løsninger og intelligente systemer. Mere end 30 oplæg fordelt på ni spor; spændende fra Forretningsudvikling og partnerskaber til Robotter til privatforbrugere, Medico-robotter og Intelligente markrobotter, bød på præsentationer af nye produkter og forskningsresultater og nuancerede, hvordan de intelligente teknologier kan anvendes i kommercielle løsninger. Mellem de forskellige sessioner kunne deltagerne gå på opdagelse i et udstillingsområde, hvor de nye robotter og løsninger blev demonstreret og få sig en snak med firmaerne bag produkterne.

- RoboBusiness har givet os nogle gode internationale kontakter, og vi har fået mulighed for at præsentere kompetencerne og mulighederne i RoboCluster - primært til amerikanske og asiatiske interessenter. Især har vi fået kontakt med nogle spændende udviklingsvirksomheder og til forskningskompetencer, som beskæftiger sig med udvikling af robotløsninger til sundhedsvæsenet. Dem arbejder vi nu videre med, for at få sat flere danske kompetencer i spil og styrke vores allerede igangsatte aktiviteter inden for dette vækstområde, siger RoboCluster direktør Lasse Mogensen.

RoboBusiness arrangeres af Robotics Trends og sætter fokus på nogle af de største tendenser inden for anvendelse og udvikling af robotter. Konferencen samler erhvervsliv, forskere og offentlige aktører i et spændende forum med foredrag, debatter og udstillinger med de nyeste robotløsninger.
Markedsorienteret tilgang til udviklingen af de nye robotter

Ud over de mange oplæg bød konferencen på en række centrale hovedtalere fra robotbranchen.

Paolo Pirjanian fra Evolution Robotics fortalte om forretningsudvikling af robotløsninger. Branchen står over for store udfordringer. Der er overvejende tale om førstegenerationsprodukter med nye services, nye måder at gøre tingene på og nye teknologier, hvor kunderne først og fremmest skal lære produkterne at kende, hvordan de bruges, og hvordan de hjælper dem i deres hverdag. Samtidig er der et konstant pres på at få priserne ned. Udfordringerne skal løses med en markedsorienteret tilgang, sagde Paolo Pirjanian, hvor vi reelt vurderer, hvor stort markedet er for de udviklede produkter, hvad kunderne vil betale for de tilbudte ydelser og services og analyserer i hvilke markeder teknologierne kan anvendes. I modsætning til en teknologifascineret tilgang, hvor det er teknologiens muligheder, der sætter dagsordnen.

Tendenser og nye områder med robotteknologiske muligheder

Colin Angle, medstifter og adm. direktør for iRobot, gav et overblik over de nyeste tendenser og markedsmuligheder på det spirende robotmarked.

I de kommende år vil vi se en lang række nye rengøringsrobotter til industriel og privat brug. Rengøringsrobotterne, som fx iRobots støvsugerrobot Roomba, er ellers kommet dårligt fra start og har endnu ikke fået den forventede succes på markedet, fortalte Colin Angle. Det skyldes dels høje priser, dels at produktet endnu ikke lever op til forbrugerne forventninger. Alligevel tegner støvsugerrobotterne sig i dag for 5 % af markedet i USA. Med den videre produktudvikling, de modnede teknologier og målet om at kunne producere til lavere priser, forventer producenterne markant større markedsandele i de kommende år - med bedre produkter til mere attraktive priser.

På privatvaremarkedet forventes udbuddet og salget at stige betragteligt inden for legetøjsrobotter og robotkæledyr, i takt med at teknologierne bliver billigere, mere interaktive og intelligente. I den vestlige verden bruger vi allerede mange penge på husdyr, men de er svære at holde i storbyerne og at få passet ind i den moderne livsstil. Det skaber et nyt marked for robotkæledyr, der reagerer som et rigtigt dyr og som kan tilfredsstille de emotionelle aspekter, der er forbundet med et kæledyr, vurderede Colin Angle.

På den industrielle side vil vi i de kommende år en lang række robotløsninger til inspektion; fx rutinepræget kontrol af rørføringer eller inspektion i farlige omgivelser, robotter til olieboringer under vand, hvor mennesker ikke kan arbejde og til intelligent materialehåndtering i industrien. Vi vil se en videreudvikling af eksisterende automater, fx kaffe- og slikautomater, som gøres intelligente og rengøres ved hjælp af robotteknologi. Og vi vil se flere menneskelignende robotter, der kan videregive informationer og som ved hjælp af audio- og videoteknologier gør det muligt, at personer fysisk kan opholde sig et sted, mens de ved hjælp af en robot optræder et andet sted.

To vækstområder skiller sig ifølge Colin Angle særligt ud, med store potentialer for robotteknologiske løsninger; militærrobotter og medico- og velfærdsrobotter. Trods et meget forskelligt fokus, har de to områder mange lighedspunkter. Der er i udviklingen af såvel militærrobotter som medico- og velfærdsrobotter et klart defineret ønske om at få udført helt konkrete opgaver; fx fjerne vejsidebomber eller robotassisteret kirurgi. Begge områder møder politisk opbakning; i USA støtter regeringen udviklingen af militærrobotter, mens vi Danmark ser politisk velvilje til at støtte udviklingen af medico- og velfærdsrobotter. Endelig er de menneskelige ressourcer omkostningsintensive og få i forhold til de opgaver, der skal udføres inden for begge områder, hvorfor man gerne vil erstatte rutinepræget og hårdt ensidigt gentaget arbejde med robotteknologi.

Fremtidens velfærdsrobotter

Netop medico-/velfærdsrobotter var omdrejningspunkt for en tredje af konferencens hovedtalere. Professor Takeo Kanade fra Carnegie Mellon University, Pittsburgh gav et indsigtsfuldt indblik i sin forskning inden for 'livskvalitets-teknologier' (Quality of Life Technology - QoLT). Kanades forskningsteam beskæftiger sig med fire områder; Intelligent hjem, intelligente biler, visuel coaching (fx en robot, der kan minde brugeren om ting han/hun skal gøre eller har gjort) og personlig mobilitet. Målet er at give ældre og handicappede hjælp til at leve en uafhængig tilværelse, hvor intelligente systemer giver dem tryghed og omsorg og gør dem i stand til at klare dagligdags opgaver selv. Men modsat meget anden forskning inden for området er Takeo Kanades mål ikke at udvikle autonome systemer, der reducere den menneskelige involvering mest muligt, men at få systemer til at arbejde sammen med mennesker og lette eller aflaste arbejdet, der hvor brugeren har behov for det. 

Besøg på Carnegie Mellon University

Colin Angle fra iRobot fortæller om 'The Business of Robots'.

Asiaterne er langt fremme, når det gælder udvikling af menneskelignede robotter. Mens udvikling i Europa og USA overvejende fokusere på funktionalitet, er asiaterne stærkt optaget af at få robotterne til at ligne mennesker. Forklaringen findes i de kulturelle forskelle. Hvor vi i Europa og USA betragter en robot som en maskine - en ikke levende ting - så besjæler asiaterne robotterne på lige fod med mennesker, dyr og planter. Derfor er de også mindre afskrækkede af robotter, der ligner og kan forveksles med mennesker.

På konferencens tredjedag fik deltagerne mulighed for at besøge Carnegie Mellon University og The National Robotics Engineering Center (NREC).

Carnegie Mellon University et af USA's største og mest anerkendte tekniske universiteter og har mere end 10.000 studerende. Gæsterne blev vist rundt i nogle af universitets mange laboratorier og så bl.a. en prototype på en robot, der allerede næste år skal sendes på en ubemandet tur til Månen, hvor den bl.a. skal indsamle oplysninger om Apollo 11 ekspeditionen. De så en robotbil, der skal bore efter vand på Månens nord- og sydside, og et autonomt køretøj drevet af solceller til en kommende Mars-ekspedition. De fik præsenteret en lille autonom helikopter, der selv kan navigere rundt og undvige forhindringer så som høje træer og bygninger. Endelig fik de præsenteret en mineinspektionsrobot, der kan kontrollere utætheder og fejl i miner og rørledninger.

The National Robotics Engineering Center (NREC) er en selvstændig enhed under Carnegie Mellon University med 100 medarbejdere. Centeret designer, udvikler og tester robotteknologiske løsninger og køretøjer for industri og offentlige myndigheder på kommercielle vilkår. Det primære forretningsområde er landbaserede køretøjer til det amerikanske militær, men centeret beskæftiger sig også inden for andre områder bl.a. inspektion, ligesom de afholder konkurrencer og udvikler undervisningsplaner i LEGO Mindstorm.

Månebil, der kan bore efter vand, Carnegie Mellon University

Oprettet: 28.04.2008

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere