• Danish
  • English

Seneste nyheder

Veloverstået tur til Automatica 2008

29-06-2008
RoboCluster SupplyNet arrangerede for første gang en fællestur til Europas største industrimesse Automatica 2008. Turen bød på besøg på udvalgte stande, der viste ”state of the art” inden for robotter, produktpræsentationer og tid til networking og udveksling af erfaringer og ideer. ”Det var en god tur (…) Vi fik mere ud af det end vi havde håbet på”, fortæller Michael Asmussen fra AVS Danmark ApS.

Medlemmer fra RoboCluster SupplyNet samt forskere fra Syddansk Universitet er vendt vel hjem fra en tur til Europas største industrimesse, Automatica 2008, i München, Tyskland den 13. til 16. maj 2008. Det er første gang RoboCluster SupplyNet har arrangeret en fællestur til en større messe. Turen bød på besøg på udvalgte stande, produktpræsentationer og gav medlemmerne tid til networking og udveksling af erfaringer og ideer.

- Det var en god tur. Vi fik meget ud af selv at udstille dernede. Vi fik udbygget vores netværk og præsenteret os for vores kunder. Og så fik vi mulighed for at hive hele SupplyNet-selskabet over til vores stand og præsenteret dem for vores løsninger. Vi fik mere ud af det end vi havde håbet på, fortæller Michael Asmussen fra AVS Danmark ApS, der deltog på turen sammen med sin direktør Keld Bagger, der er medlem af RoboCluster SupplyNet.

State of the art gribere anvendes til forskning

Vel ankommet til messen startede selskabet rundvisningen på Schunks stand, som præsenterede deres avancerede gribeløsninger, der tæller alt fra gribere til porøse emner, gribere med høj præcision til løsninger med hurtige værktøjsskift. Gæsterne fik en præsentation af Schunks tre-fingrede robothånd, som har fingre, der kan rotere 90 grader, hvilket gør det muligt at gribe både runde og kantede emner. I hver finger sidder taktile sensorer, som kan føle, hvor kraftigt hånden trykker, og nøjagtigt bestemme håndens position.

De avancerede hænder anvendes til forskning på det tyske forskningsinstitut Fraunhofer, hvor man er ved at udvikle prototypen til en servicerobot, der kan hente og levere ting. Et af projektets kardinalpunkter er integrationen mellem robotten og de omkringværende mennesker. Gæsterne fik en demonstration af den mobile robot, som orienterer sig via kameraer i ”ansigtet”, der kan registrere, hvad hænderne skal gribe, mens sensorer i robottens bund giver orientering om dens position.

Epokegørende resultater

Det er endnu ikke lykkedes forskerne på Fraunhofer at få robotten til at gribe ting automatisk. Det er det til gengæld for forskere på Syddansk Universitet i forbindelse med det RoboCluster-relaterede projekt MoveBots. Som de første er det lykkedes forskerne i projektet at få robothånden til ”lære” at skelne mellem materialer, størrelser og tyngder og hermed gøre det muligt at gribe forskellige genstande automatisk. Disse epokegørende resultater blev vist et andet sted på messen ved bl.a. RoboClusters projektchef Niels Jul Jacobsen, der sammen med Syddansk Universitet og Teknologisk Institut havde en stand i messens udviklingsområde.

Samarbejdet mellem robotter og mennesker

Selskabet lagde også vejen forbi Pilz, der gav en produktpræsentation af sikkerhedssystemet Safety Eye. Systemet består af en sensor, som hænger i loftet og kan overvåge et område, fx udenom en robot. Den inddeler robottens bevægelsesrum i sikkerhedszoner og registrerer, når et menneske træder ind i sikkerhedszonerne, hvorefter robotten sætter tempoet ned for helt at stoppe, hvis man kommer for tæt på. Løsningen er et godt eksempel på, hvordan man kan få mennesker og teknologi til at arbejde side om side uden klodsede gitre omkring robotterne. Læs mere om Saftey Eye

Netop samarbejdet mellem robotter og menneske var et af de udviklingsområder, som KUKA fremhævede som særligt interessant i de kommende år. Virksomheden, der er medlem af RoboCluster SupplyNet via deres svenske salgsafdeling i Västra Frölunda, inviterede selskabet på et spændende oplæg om KUKAs forretningsområder, og hvilke udviklingstendenser de ser inden for de næste 2-5 år.


RoboCluster SupplyNet besøger stand


Prototype på en servicerobot


Niels Jul Jacobsen præsentere resultater med Schunk-hånd

KUKA har rødder i bilindustrien men leverer stadig flere robotløsninger til andre industrierhverv, fx til slagterier, forarbejdningsindustrien, støberier, mm. En udvikling, der kalder på mere fleksible og intelligente robotløsninger. KUKA ser især en kraftig udvikling inden for robot-robot samarbejde, hvor to eller flere robotter arbejder sammen om at løse en opgave, robot-mennske samarbejde, hvor robotter kan assistere mennesker i deres arbejdsfunktioner efter behov, letvægtsrobotter, ligesom der investeres kraftigt i integrationen af sensorer og visionteknologier, med henblik på at skabe stadig mere fleksible robotter, der kan kopiere menneskers bevægelser.

Højhastigheds præcisionsudstyr

Også AVS Danmark fra RoboCluster SupplyNet fik mulighed for at invitere kollegaerne fra netværket til en interessant produktpræsentation af deres avancerede aktuatorer fra SMAC. AVS Danmark er dansk-svensk forhandler af SMAC - et unikt produktsystem med ultra-høj-præcisions aktuatorer, der bl.a. anvendes til highspeed-test i industrien. Systemet har encoder-opløsning fra 5 micron og ned til 5 nanometers nøjagtighed, foruden lange slaglængder, closed-loop-feedback-system, høj gentagelsesnøjagtighed og en konkurrencedygtig pris, hvilket - ud over til industrien - gør aktuatorerne særligt velegnet til universiteter, laboratorier, forskningsinstitutioner, mm., hvor der bruges mikroskoper til videnskabelige applikationer. Det gælder også for det RoboCluster-relaterede RoBlood projektet om automatiseret blodprøvetagning, hvor AVS Danmarks system er med til at sikre korrekt indføring af nålene. Læs mere om AVS-løsningen

Ud over de faglige oplæg og præsentationer, fik turens deltagere rig mulighed for at networke og enten selv eller i små grupper at gå på opdagelse på de mange virksomhedsstande. Turen bød desuden på en stor fælles middag, der samlede alle messegæsterne fra RoboCluster-miljøet, inklusive de medarbejdere, der stod på stande under messen.


AVSs SMAC aktuator

Oprettet: 29.06.2008

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere