• Danish
  • English

Seneste nyheder

Danske robotter vækker opsigt i Holland

31-07-2009
RoboCluster og studerende fra Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet besøgte i juli arrangementet Field Robot Event i Holland. Selvom den årlige robotkonkurrence ikke blev vundet, vandt de danske landbrugsrobotter stor international opmærksomhed, som ifølge Keld Kjærhus Bertelsen, der var RoboClusters repræsentant ved konkurrencen, kan gøde jorden for fremtidige robotprojekter.

En konkurrence, en konference og en udstilling var blot nogle af de ting, som tre dages ophold i Holland kastede af sig, da den danske delegation med bl.a. RoboCluster deltog i Field Robot Event. Opholdet i Wageningen kastede stor international opmærksomhed på de danske robotter og deres integration af ingeniørkunst og design.

- Vi havde taget to designere fra Designskolen Kolding med, fordi vi synes, at robotteknologien i dag er meget ingeniørpræget. Man ser ofte i udviklingen af robotter, at teknologien bliver sat ind i en eksisterende form, og at der ikke er tænkt så meget over helheden og æstetikken ved robotterne. Og det er et område, som vi i Danmark bør gøre mere ud af, fortæller Keld Kjærhus Bertelsen, der er industriel designer i RoboCluster.

Fokus på grønne robotter

Sammen med universiteterne i Århus og København havde RoboCluster og Syddansk Universitet lavet en udstilling med innovative landbrugsrobotter og sprøjteapparater for at kaste lys over, hvor langt fremme man er i udviklingen af dansk robotteknologi til landbruget. Blandt andet blev SprayDot præsenteret. En ukrudtsfjerner, der identificerer og rammer ukrudtet dråbevis og derfor bruger 90 procent mindre sprøjtegift i forhold til normalt.

- Udstillingen markerede, at vi har gang i en del interessante projekter til fremtidens landbrug. Det er noget, der har givet international opmærksomhed og uden tvivl vil bringe flere, og måske EU-rettede, projekter med sig, forklarer Keld Kjærhus Bertelsen.

Den danske delegation fik plantet sig så meget i de øvrige deltageres bevidsthed, at Field Robot Event i 2011 skal afholdes i Danmark. De nærmere detaljer bliver aftalt på et møde, som finder sted den 9. september i Odense.

Meget passende er dette samme dato for konferencen ”Grønne Robotter”, der bliver afholdt i forbindelse med RoboDays Robotfestival. En konference, der netop viser den nyeste udvikling inden for robotter til landbruget, og som sigter mod at skabe bæredygtige robotteknologiske løsninger til landbruget.

Læs mere om konferencens program på www.agroboticnetwork.dk. Her kan du også oprette en profil, tilmelde dig konferencen og networke med konferencens øvrige deltagere.

Yderligere information

Keld Kjærhus Bertelsen
Industriel Designer i RoboCluster
M +45 6011 3998
keld.bertelsen@robocluster.dk





Oprettet: 31.07.2009

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere