• Danish
  • English

Seneste nyheder

Innovationsnetværk øger videnspredning

11-09-2009
Antallet af virksomheder, der indgår i innovationsnetværk, er steget markant siden 2007. En ny rapport fra Videnskabsministeriet viser en fremgang på 62 procent. Samtidig oplever 30 procent flere virksomheder en målbar effekt af netværksdeltagelsen i form af større udbytte.

Kilde: Forsknings- og Innovationsstyrelsen

RoboCluster er et blandt 23 innovationsnetværk i Danmark, som medfinansieres af Videnskabsministeriet. Med udgangspunkt i en bestemt teknologi eller branche – fx robotter – styrker netværkene videndelingen mellem offentlige og private organisationer.

– De sidste par år har et stærkt stigende antal virksomheder meldt sig som deltagere i Videnskabsministeriets innovationsnetværk. Krisen har øjensynlig forstærket tendensen. Det er positivt, for erfaringerne viser, at virksomheder, der forsker og udvikler, kommer bedre gennem krisen, siger Helge Sander i en pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet.

Videnskabsministeren hæfter sig ved markante fremgange for innovationsnetværkene på flere områder. Et nyt performanceregnskab viser at langt flere virksomheder nu deltager i netværksaktiviteterne. Mere end 3.900 virksomheder deltog i 2008, hvilket svarer til en stigning på hele 62 procent i forhold til året før. To tredjedele af virksomhederne er små eller mellemstore virksomheder.

Afsmittende effekt

Performanceregnskabet fremhæver som eksempel den odenseanske robotvirksomhed Gibotech. Gennem samarbejdet i RoboCluster SupplyNet har Gibotech fået en platform for at komme i dialog med videninstitutioner om konkrete idéer og projekter, og virksomheden deltager i flere samarbejdsprojekter mellem deltagerne i SupplyNet, Syddansk Universitet og Teknologisk Institut. Bl.a. et EU finansieret projekt om forskning i håndtering af beton, hvor der også deltager en række udenlandske universiteter. Samarbejdet har haft positiv afsmitning på Gibotechs kundekreds og omsætning og opbygget strategiske kontakter til andre virksomheder inden for software, visionsteknologi og gribesystemer til robotter.

Lignende effekter oplever andre virksomheder i innovationsnetværkene. Alene i 2008 gennemførte mere end 400 virksomheder innovationsprojekter i form af nye produkter, ydelser eller processer som følge af netværksaktiviteter, hvilket svarer til en stigning på 30 procent i forhold til året før, skriver Videnskabsministeriet i pressemeddelelsen.

Endnu flere – mere end 460 virksomheder – angiver, at de gennem innovationsnetværket har fået ideer og inspiration, som senere kan blive til nye produkter, ydelser eller processer. Opgørelserne fremgår af en uafhængig evaluering af de 23 nationale innovationsnetværks resultater og udviklingen for de seneste tre år.

– Netværkene fungerer som virksomhedernes indgang til forskere, studerende og andre virksomheder, der har viden, de har brug for i deres forsknings- og udviklingsarbejde. Offentlig-privat forskningssamarbejde er et område, som regeringen har skarpt fokus på, og disse innovationsnetværk og forsknings- og innovationsprojekter er med til at fremme dette, siger Helge Sander.

Læs mere om performanceregnskabet og innovationsnetværkene

Yderligere information

Lasse Mogensen
Direktør for RoboCluster
M +45 2688 0828
lm@robocluster.dk



Oprettet: 09.11.2009

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere