• Danish
  • English

Seneste nyheder

Racerbil giver ny indsigt i industrirobotter

14-07-2009
To tidligere studerende og en vejleder fra Mærsk McKinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet har netop vundet en pris på 10.000 euro for et projekt om ny og hurtigere transmission af data i en racerbil. Projektet, der er udviklet i RoboLab, og som yderligere er kørt af med en pris på den engelske Formel 1-bane Silverstone, kan få stor betydning for udviklingen af fremtidens robotter og robotteknologi.

Moderne biler benytter i større og større omfang elektronik til at kommunikere med bilernes mekaniske dele. I mange tilfælde er de anvendte standarder, som pakker datastrømmene før afsendelse, ikke hurtige nok. Det betyder eksempelvis, at en besked om at skifte gear måske ikke når frem til gearkassen, hvis der samtidig sendes informationer om at trykke på bremsen. Konsekvensen er, at bilen mister en smule fart. Et nyt eksperiment foretaget i RoboLab på Syddansk Universitet løser problemet.

Industriel robotteknologi løser problemet

De to tidligere studerende Bo Hansen og Kim Ulletved Povlsen samt deres vejleder Karsten Holm Andersen, alle fra Mærsk McKinney Møller Instituttet ved Syddansk Universitet, har integreret elektroniske standarder fra moderne robotceller i industrien i en racerbil. Derved har de gjort det muligt at skabe hurtigere kommunikation og respons mellem en bils mekaniske dele.

- Løsningen skaber nogle helt nye rammer for integrationen af elektronik i fremtidens biler. Ved at anvende en Ethernet Powerlink-teknologi er det muligt at flytte data op til 100 gange hurtigere end med den nuværende teknologi, som anvendes i biler. I et fremtidsperspektiv betyder det, at mulighederne for at styre flere dele af bilers mekaniske dele ved hjælp af elektronik bliver meget større. Fx er det muligt med Ethernet Powerlink at styre en motors benzinindsprøjtning med en nøjagtighed på ét mikrosekund, fortæller Karsten Holm Andersen.

Løsningen har netop vundet den østrigske virksomhed B&R Industriautomations fælleseuropæiske konkurrence for ingeniørstuderende. Yderligere er holdet fra Mærsk McKinney Møller Instituttet kørt afsted med en pris fra en konkurrence på den engelske Formel 1-bane Silverstone. Begge priser er vundet for udvikling af det bedste kommunikationssystem til blandt andet motorstyring.

Nye muligheder for udviklingen af industrirobotter

Industrirobotter anvender allerede Ethernet Powerlink-teknologi. Trods det giver projektets resultater ny indsigt og viden, som vil gøre kommunikationen i industrirobotter langt mere robust.

- Teknologien, som er anvendt i racerbilen, er fysisk væsentlig mindre end den, som anvendes i industrirobotter i dag. Reduktionen af størrelsen gør det muligt at udvikle langt mindre og bedre interfaces til robotterne, uden at det går ud over ydeevnen, fortæller Niels Jul Jacobsen, der er projektchef i RoboCluster.

Implementeringen i en racerbil har yderligere betydning for forskningen i holdbarheden af industrirobotter.

- En racerbil testes i en langt mere hårdt miljø end det er tilfældet med teknologi til industrirobotter. Teknologierne testes til det yderste, hvilket giver en uvurderlig viden og indsigt i komponenter og udstyrs fysiske holdbarhed og formåen, siger Niels Jul Jacobsen.

Yderligere information

Niels Jul Jacobsen
Projektchef i RoboCluster
T +45 6011 4366
njj@robocluster.dk


Oprettet: 14.07.2009

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere