• Danish
  • English

Seneste nyheder

RoboCluster klar til HI09

30-06-2009
Se forskningen inden for mobile robotter og robotarme, og mød virksomhederne i RoboCluster SupplyNet, når innovationsnetværket RoboCluster samler et bredt udsnit af Danmarks robotvirksomheder og -forskningsinstitutioner til HI-messen 2009. Messen finder sted den 1. – 4. september 2009 i Herning.

Skandinaviens største industrimesse med tæt ved 25.000 besøgende, HI-messen, slår igen i 2009 dørene op til fire dage med knapt 900 udstillere inden for alt lige fra automation, elektronik, innovation, logistik, træindustri og arbejdsmiljø. Du finder RoboCluster på stand M9630 i området for robotteknologi.

Forskning i mobile robotter og robotarme

Som nationalt innovationsnetværk samler RoboCluster de danske forskningsinstitutioner i en udstilling om, hvad der sker inden for forskningen i mobile robotter og robotarme i Danmark. Oplev fx, hvordan robotforskere fra Aalborg Universitet arbejder på at udvikle mobile robotter, der kan forfølge hinanden, og hør om udviklingen af den selvkørende robot Natty Bumpo fra Danmarks Tekniske Universitet, der ved hjælp af kamera-, laser- og GPS-teknologi autonomt navigerer rundt i et ukendt landskab.

- Ønsket om at anvende mobile robotter til en lang række opgaver i både industrien og servicesektoren vinder mere og mere frem. Det er derfor helt naturligt at trække forskningen ud af laboratorierne og ind på HI-messen, hvor virksomheder og andre interesserede ved selvsyn får mulighed for at se, hvor langt forskningen er nået. Vi vil give virksomhederne en ellers sjælden mulighed for at høre mere om, hvilke anvendelsesmuligheder, der kan blive en del af produktionen inden for den nærmeste fremtid, fortæller Niels Jul Jacobsen, der er projektchef i RoboCluster.

RoboCluster benytter også HI09 til at fremvise forskning inden for avanceret brug af robotarme. Hør blandt andet om udviklingsprojektet Movebots, der beskæftiger sig med udvikling af avancerede griberobotter bestående af to robotarme og to forskellige gribeværktøjer. Movebots består af et innovationskonsortium og projektledes af RoboCluster under Syddansk Universitet.

Få også et unikt indblik i udviklingsprojektet Unikabeton, der anvender en robotarm til udfræsning af en ny og mere individuel type støbeforme til industriel brug. Unikabeton-projektet er et højeteknologifondsprojekt, der projektledes af Teknolgisk Institut.

Mød erhvervslivet i RoboCluster SupplyNet

RoboClusters stand giver også mulighed for at møde erhvervspartnerne i innovationsnetværket. RoboCluster SupplyNet giver på HI09 de besøgende mulighed for at foretage en virtuel rejse rundt i medlemsvirksomhedernes mange tilbud af robot- og automatiseringsmuligheder. Surf rundt på et af standens fire touchscreen-borde og find den eller de virksomheder, som kan løse netop dit ønske til automatisering.

Blandt RoboCluster SupplyNets medlemmer finder du virksomheder, der kan levere løsninger til en lang række opgaver. Hør fx mere om mulighederne inden for software og udstyrskomponenter til automationsanlæg, griberteknologi, visionsystemer og robotceller med en eller flere robotter.

- HI-messen er stedet, hvor dansk industri mødes, og hvor virksomheder kan se og føle på mulighederne inden for blandt andet automatisering. Det er derfor en enestående chance for at komme i kontakt med virksomheder med automatiseringsønsker, og derved fortælle dem om de mange forskellige kompetencer, som er til rådighed gennem medlemmerne af RoboCluster SupplyNet, fortæller Bruno Hansen, der er projektleder i RoboCluster SupplyNet.

Yderligere information

For information om forskningen i mobile robotter og robotarme, kontakt:
Niels Jul Jacobsen
Projektchef i RoboCluster
T +45 6011 4366
njj@robocluster.dk

For information om RoboCluster SupplyNet, kontakt:
Bruno Hansen
Projektleder i RoboCluster
M +45 6550 4431
bruno.hansen@robocluster.dk


Oprettet: 30.06.2009

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere