• Danish
  • English

Seneste nyheder

RoboLab - en god samarbejdspartner

21-08-2009
En reception den 20. august 2009 markerede, at RoboLab nu er blevet opgraderet til en selvstændig enhed med egen økonomi og ledelse. Receptionen fik flot opbakning fra både politikere og erhvervsliv.

ISS og det meste af personalet havde haft travlt med at gøre rent og pudse robotterne op til torsdagens genåbning af RoboLab. RoboLab åbnede i februar 2007 som et strategisk samarbejde mellem Teknologisk Institut, Syddansk Universitet og RoboCluster. Men RoboLab er modnet siden da, og en reception torsdag den 20. august 2009 markerede, at enheden er blevet opgraderet og nu har fået egen økonomi og ledelse.

Ifølge dekanen for Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet, Per Michael Johansen, der var eftermiddagens første taler, er det noget, der vil styrke RoboLab fremover.

- Kast et blik omkring jer. I ser på fremtiden. Vores satsning vil målrettet komme alle til gode, og RoboLab kan ses som kontrolrummet, hvorfra alle projekter får vinger og letter, og vi kan lige så godt sige det, som det er: Vi er brandgode til at få folk fra erhvervslivet og universitetsmiljøet sammen og skabe nye projekter, sagde Per Michael Johansen til en forsamling af knap 100 fremmødte gæster.

Blandt de fremmødte stod Claus Risager. Han er leder af Center for Robotteknologi under Teknologisk Institut, som i samarbejde med RoboCluster og Syddansk Universitet driver RoboLab. Han er glad for, at RoboLab nu bliver en selvstændig enhed.

- RoboLab er mødestedet for virksomheder og forskere og dermed også stedet, hvor alle større teknologiske projekter samles. Med opgraderingen bliver det nemmere at planlægge projekterne, og det skaber samtidig mere synlighed og mere fokus på robotteknologien, sagde Claus Risager.

Løsninger i fællesskab

Både byrådspolitikere og erhvervsfolk var mødt op for at vise de gode relationer til RoboLab. To af dem var annonceret som talere. Rune Larsen, direktør i Scape Technologies, og Torben Buch Rasmussen, salgschef i Grundfos, fremhævede begge RoboLab som et forum, robotvirksomheder kan få stor glæde af. Bin Picker-robotten fra Scape Tecnologies, som vandt Ingeniørens Produktpris 2009, er udviklet i RoboLab.

- En del af vores strategi er, at vi har lagt os op ad universitetet. Scape kunne ikke lade sig gøre, hvis vi ikke havde et partnerskab med RoboLab, understregede Rune Larsen.

Torben Buch Rasmussen roste også de gode muligheder for samarbejde, men pointerede over for de fremmødte:

- Det kan sagtens lade sig gøre at udvikle innovative løsninger i fællesskab, men man skal holde sig for øje, at implementeringen er lige så vigtig, sagde han.

Blandt erhvervsfolkene i salen var flere medlemmer af RoboCluster SupplyNet. Michael Wehner Rasmussen, salgschef i Egatec A/S, var en af dem. Egatec er med i projektet Staldtek, som skal udvikle fremtidens staldkoncepter, der ved hjælp af teknologi kan gavne miljøet og minimere ressourcespild. Ifølge ham handler RoboLab ikke kun om implementering af det færdige produkt, men lige så meget om muligheden for at prøve ting af.

- Samspillet mellem videninstitutioner og erhvervsvirksomheder skaber en dynamik og en deling af kompetencer og viden, som åbner op for nye ideer. Det handler om igennem samarbejdet at skabe et robotmiljø, som gør, at vi kan udnytte hinandens kompetencer og stå stærkere, når vi skal søge offentlige midler, forklarede han.

Teknologisatsning skaber jobs

Opbakningen fra erhvervslivet var ikke svær at få øje på, og borgmester i Odense Kommune, Jan Boye, lod de fremmødte forstå, at både den politiske og økonomiske støtte er lige så tydelig.

Kommunen vil fremover som en del af en nylig vedtaget erhvervs- og vækstpolitik satse stort på robotteknologi. Blandt andet i form af et center for velfærdsteknologi, fortalte han. Og understregede det, som alle i salen vel nok måtte være enige i. Nemlig at det er afgørende, hvis der skal skabes job i fremtiden, at der bliver satset på og investeret i ny teknologi.

- Odense Kommune skal være en af de tre mest velstående kommuner i Danmark. En af de fordele, som vi har, er den tætte afstand mellem videninstitutioner, og dem der skal prøve tingene af. Tillykke til RoboCluster og tillykke til os, lød det fra en forventningsfuld borgmester.

Yderligere information

Niels Jul Jacobsen
Projektchef i RoboCluster
M +45 60 11 4366
njj@robocluster.dk









Oprettet: 21.08.2009

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere