• Danish
  • English

Seneste nyheder

Robot kan hjælpe vinavlere

30-04-2010
Hannovermessen 2010 bød på mobile robotter i alle afskygninger. Heriblandt en meget iøjenfaldende grøn landbrugsrobot specielt designet til at assistere vinbønder med det tidskrævende arbejde i marken

Co.boter er en ideel medhjælper for vinavlere. Diplomdesigner Harald Schieder står bag konceptet til denne hårdtarbejdende landbrugsrobot, som netop har været udstillet på Hannover Messen 2010. Med de store økonomiske og klimamæssige udfordringer landmænd i dag står over for, kan automation og robotteknologi være en kærkommen løsning for mange.

En mobil multiredskabsrobot

Konceptet bag Co.boter bygger på koordinering og mobilitet. Robotten kan hjælpe vinavlere med mange tidskrævende opgaver ude i marken. Den kan beskære grene og blade, udvælge uegnede druer, hæfte og sprøjte m.m, alt efter hvilket af de tilhørende redskaber man sætter på den.

-Som vinavler har du rigtig meget arbejde året rundt. Nogen gange arbejder du 12 timer om dagen, fortæller Harald Schieder der har interviewet vinavlere i forbindelse med researchen til designprojektet.

Med Co.boter kan det timeantal nedbringes. Og det er ikke kun de fysiske opgaver robotten kan hjælpe med. Da robotten er udstyret med databehandlingsudstyr kan den også lette vinavlerens administrative opgaver.

Co.boter bevæger sig langs med et stålkabel hen over vinrankerne. Harald Schieder har efter sparring med ingeniører udviklet konceptet til et skinnesystem, som gør robotten i stand til selv at skifte fra ranke til ranke og selv køre hen til næste vinrække i marken. Et system der gør, at robotten kan klare høje skråninger. Det gør den derved også egnet til vinavlere, der dyrker vin i et meget bakket landskab.

Bæredygtighed i fokus

-Det vigtigste i konceptet bag Co.boter er, at kommunikere ud, at landbrugsrobotter er en mulighed for at kæde effektivitet og bæredygtighed sammen, siger Harald Schieder. Af samme grund har han valgt at iklæde Co.boter i en kraftig grøn farve, som ofte bruges til at symbolisere bæredygtighed og miljøbevidsthed. Det er vigtigt, at robottens udseende og opførsel signalerer,at den er forsigtig og skånsom overfor de naturområder, den anvendes i.

Ved at udvikle uafhængige enheder til brug i marken, der ofte er lette og bruger sensorteknologi og mindre-skala automatiserede redskaber kan man fremme effektiv landbrugsdyrkning, der samtidig er skånsomt mod miljøet.

Skal assistere -ikke erstatte

Som navnet Co.boter antyder, lægger Harald Schieders design meget vægt på en intern afhængighed mellem mand og maskine. Co.boter er ikke tænkt som en erstatning for vinavleren men som en assistance. Robotten kan hjælpe med mange ting, hvis blot vinavleren tilfører den energi og fylder vand eller fx herbicider i de dunke, der kan sættes på robotten, så den kan vande eller sprøjte.

Schieder har også haft fokus på at bruge materialer i designet af Co.boter, som vinavlerne allerede kender. Han har blandt andet brugt glasfibermaterialer, som også kendes fra traditionelle landbrugsmaskiner.

Co.boter vil kunne være klar på markedet om cirka fem år, vurderer Schieder.

Yderligere information

Dipl. Des. Harald Schieder

harald.schieder@gmx.de


Co.boter med påsatte redskaber til beskæring


Co.boter med påsatte herbiciddunke til sprøjtning.


Her ses en model fra Hannovermessen 2010 af Co.boter monteret på det skinnesystem, der omkranser vinrankerne, som Co.boter kører på

 

Oprettet: 30.04.2010

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere