• Danish
  • English

Seneste nyheder

Velbesøgt afslutningsworkshop i MoveBots

16-10-2010
Innovationskonsortiet MoveBots har netop afholdt en gribeworkshop som afslutning på de seneste fire års arbejde med at udvikle fremtidens intelligente emnehåndtering og gribesimulering. Workshoppen gav mange gode input til, hvad resultaterne fra MoveBots kan bruges til i dansk industri fremover

Billede1Præsentation af resultaterne af fire års arbejde med at udvikle fleksible griberobotter var dagens omdrejningspunkt på den netop afholdte MoveBots gribeworkshop arrangeret af Teknologisk Institut og Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet ved Syddansk Universitet. Dagen var spækket med spændende indlæg fra en række af de partnere, der har været med i MoveBots.

Claus Risager, centerchef ved Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi indledte workshoppen med historien bag MoveBots.

Stort behov for fleksible gribeløsninger

Ideen bag Movebots begyndte for alvor at tage form i 2005 på baggrund af, at der var et klart behov for unikke håndteringsmetoder - matematisk baserede. 87 procent af alle industriens processer var ikke automatiserede, og der var primært tale om standardiserede gribeløsninger, som ikke rummede fleksible gribeløsninger. Fraværet af fleksibilitet var ikke kun i dansk regi men også globalt, så et projekt som MoveBots ville både gavne danske firmaer men også være en mulighed for lave noget forskningsmæssigt unikt globalt, lød det fra Claus Risager.

Billede2MoveBots temaer fortsætter

- Når man ser tilbage på de fire år projektet har varet, har vi opnået rigtig meget af det, vi gerne ville. Vi har brugt MoveBots til at blive klogere på, hvordan man udvikler og markedsfører produkter inden for gribeteknologi. Og griberobotter vil også være et centralt tema for den ny forening, som SupplyNet, UserNet og DIRA sammen arbejder hen imod at skabe, fortalte Claus Risager.

Opnåede resultater

Dagens øvrige program bød på indlæg fra Henrik Gordon Petersen, professor ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet, der fremlagde de opnåede forskningsresultater i MoveBots. Han fortalte også om Syddansk Universitets deltagelse i to store EU-projekter - Xperience og Intellac, som MoveBots blandt andet har ført med sig. Fra primo 2011 skal Syddansk Universitet være koordinator på Intellac - et konsortie, der indeholder de bedste partnere inden for robotteknologi.

Bo Genefke, konsulent, ved Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi, gav efterfølgende en introduktion til en særlig skala til at måle på kompleksiteten af virksomheders automationsløsninger. Denne blev efterfulgt af en grundig gennemgang af MoveBots´ gribesimulator ved Jimmy Alison Jørgensen, forskningsassistent ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet. Herefter fulgte en kort indføring i hvilke GTS-ydelser, som Teknologisk Institut kan tilbyde på baggrund af MoveBots ved Martin Mølbach Olsen, konsulent ved Teknologisk Institut samt tre spændende cases fra virksomhederne Scape Technologies, Fcons og Schunk Intec A/S, der alle gav et indblik i, hvilke industrielle effekter MoveBots har haft.

Industrieffekter

Fra virksomheden Scape Technologies, der har især fået inspiration fra MoveBots til udvikling af et binpicker-koncept, lød det:

- MoveBots har været afgørende for, at vi i dag har et vigtigt koncept og produkt i forhold til binpicking, der erstatter manuel gribning, samling og ilægning i kasser. Via MoveBots har vi også fået masser af samarbejde på tværs og et personligt netværk, der måske kan modvirke at al den gode viden fra projektet "dør", når næste projekt starter op, fortalte Rune Larsen, der er direktør i Scape Technologies.

Finn Holm, direktør for FCons, berettede også om konkret udbytte ved at være en del af MoveBots. I sommer stod han klar med en robotløsning, der indebærer håndtering af 500 håndklæder i timen - et automatiseringsprojekt, der blev skudt i gang via et samarbejde med RoboCluster og afsluttet sammen med Teknologisk Institut.

- Jeg tog kontakt til RoboCluster og herigennem fik vi et projekt med automatiske løsninger på vaskerier. Den robot- og visionteknologi vi har udviklet kan fremover også bruges til eksempelvis lagner og T-shirts, som kunne være relevante på sygehuse eller beklædningsvaskerier, fortalte Finn Holm.

Som salgskonsulent fra gribeleverandøren Shunk Intec A/S fokuserede Ole Simonsen i sit indlæg blandt andet på, hvor vigtigt det er som køber at kortlægge alle parametre, før man køber sin griber. Ifølge ham er der rig mulighed for specialiserede løsninger og refererede til Bo Genefkes skala, som gribeleverandørvirksomhederne ifølge Ole Simonsen har rykket sig betydeligt op af.

Sæt turbo på videndelingen

Bo Geneke rundede workshopdelen "Industrielle effekter" af med en opfordring til virksomhederne om at komme ud af starthullerne og henvende sig mere til forskerverdenen med alle deres behov og gode ideer.

- Det er ikke altid forskerne der skal komme til industrien. Det kan også være omvendt. Der er stor forskel på, hvad man efterspørger afhængig af, hvilket trin man er på i udviklingen af automatiseringsløsninger. Så det er vigtigt at vi alle er åbne, når viden skal flyde. Tendensen går mod større variation i industrien og i stedet for at udstyret kommer til emnerne, er det nu omvendt. Emnerne skal komme til udstyret.

Fælles fremtidsscenarier for MoveBots

Med disse ord i baghovedet gik deltagerne ud i grupper og debatterede, hvad resultaterne fra MoveBots kan bruges til.

Her var en række forslag i spil som:
- Megahåndtering (fx håndtering af store emner som vindmøllevinger, som er meget porøse, dobbeltklæbende og svære at håndtere)
- Minihåndtering (i dag sidder folk og flytter emner på 2 mm med pincet)
- Mikrohåndtering (fx relevant inden for stamcelleforskning)
- Håndtering af fleksible emner som fødevarer
- Håndtering af planter (beskæring m.m) på gartnerier
- Støbning af emner inden for jernindustrien
- Hurtig omstilling ved fiksturer, hvor det er vigtigt at kunne koble hurtige gribere
- Hurtig omstilling af celler til at køre andre produktioner
- Bruge håndteringsproces med gribeteknologien i aktive kvalitetstjek
- Være lokomotiv for vidensudbredelsen om smart gribeteknologi, så folk bliver gjort opmærksom på, at der faktisk findes teknologi, der kan være konkurrent til østen

MoveBots har i den fireårige projektperiode haft tre overordnede indsatsområder:
- En ny generation af gribesimulatorer
- Let kalibrering af robotarme
- Positionsjustering

Læs mere om  MoveBots og de fremstillede metoder HER

Kontaktperson
Niels Jul JacobsenNiels Jul Jacobsen

Projektchef

Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet

6011 4366

LOADEMAIL[njj]DOMAIN[mmmi.sdu.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere