• Danish
  • English

Seneste nyheder

DTU-system på vej til havs

28-10-2011
Det DTU-udviklede analysesystem PAROLL, som kan detektere parametrisk resonans for skibe – kraftige selvforstærkende rulninger fra side til side – er netop nu på vej ud af laboratorierne og ud på verdenshavene.

 

20111028_parollRoberto Galeazzi, adjunkt ved Danmarks Tekniske Universitet - DTU -, afsluttede sidste år i samarbejde med Mogens Blanke og Jørgen Juncher Jensen, begge professorer ved DTU, samt lektor Niels Kjølstad Poulsen på DTU-Informatik, et PhD-projekt med fokus på udvikling af grundelementerne til et intelligent softwaresystem til detektering af parametrisk resonans hos skibe. Systemet kan ved hjælp af en specieludviklet algoritme skelne mellem et skibs almindelige rulninger og rulninger i parametrisk resonans - rulninger skal her forstås som et skibs gyngen fra side til side.

PAROLL-projektet fik sidste år tilsagn om midler til et proof-of-concept-projekt, som netop nu betyder, at resultaterne flytter fra laboratorierne på DTU og ind i det kommercielle decision-support-produkt OCTOPUS, fra den hollandske virksomhed Amarcon. Amarcon udvikler og sælger hardware- og softwareløsninger til forbedring af sikkerhed og effektivitet for skibe.

Proof-of-concept-projektet startede i foråret 2010, hvor den første tid gik med at videreudvikle og skabe så robust en løsning som muligt og nødvendigt. Fra september til oktober 2011 har forskerne været i gang med at implementere projektresultaterne i en fysisk enhed til installering på et virkeligt skib. Algoritmerne bliver herefter implementeret i OCTOPUS, hvor den skal erstatte produktets eksisterende løsning til advarsel om parametrisk resonans - en løsning som modsat PAROLL udelukkende baserer sig på forudsigelser og ikke reelle data om skibets fysiske bevægelser.

Samarbejdsaftale med stor betydning

- For forskningsteamet bag PAROLL, og for DTU, er det af stor betydning at forskningsresultater kommer i brug og gør gavn. Kommercialiseringen er en lakmusprøve på at vor forskning er i verdensklasse på dette område og samtidig er så interessant for erhvervslivet, at de vil satse midler og udviklingsindsats på at implementere vores metoder i et kommercielt produkt, fortæller professor Mogens Blanke, DTU-Elektro.

Et hurtigt bud fra Roberto Galeazzi lyder på, at de to systemer er sammenkørt og klar til markedet ved udgangen af 2011. Amarcon bliver ansvarlig for promovering og salg af produktet. Samtidig er der indgået en licensaftale mellem DTU og Amarcon, så overskuddet af salget deles mellem de to parter.

Proof-of-concept-projektet blev gennemført i samarbejde mellem DTU, Det Norske Veritas (et af verdens førende selskaber inden for klassifikation og godkendelse af skibe) og Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU).

Bagom PAROLL

Årsagen bag udviklingen af PAROLL-sensoren er, at skibsfarten på internationalt plan hvert år mister eller får ødelagt gods for millioner af dollars grundet parametrisk resonans. Parametrisk resonans opstår, hvis forholdene mellem et skibs konstruktion, bølgernes længde, skibets duvning (rulning i skibets længderetning) samt skibets bevægelse af sit tyngdepunkt op og ned sammensættes på en helt speciel måde. I ekstreme tilfælde kan parametrisk resonans skabe rulninger helt op til 40 grader på kun 8 bølgecyklusser.

At en resonans er parametrisk betyder, at svingninger opstår uden at der tilføres et mekanisk moment til at starte og vedligeholde svingningen. Parametrisk resonans er velkendt af alle som har brugt en gynge. Gyngen sættes i bevægelse og vedligeholder sin svingning ved at personen på gyngen hæver og sænker sit tyngdepunkt med den rigtige fase og periodetid i forhold til gyngens naturlige svingningsperiode.

Se også nedenstående video af et skib i parametrisk resonans.

Kontaktperson
Mogens BlankeMogens Blanke

Professor

DTU Elektro, Danmarks Tekniske Universitet

LOADEMAIL[mb]DOMAIN[elektro.dtu.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere