• Danish
  • English

Seneste nyheder

Klumme: Robotter, der bevæger dig

10-01-2011
Som noget nyt lancerer RoboCluster nu en månedlig klumme skrevet af repræsentanter fra netværkets konsortiepartnere. Vi ligger ud med en klumme af udviklingschef Mette Strømgaard Dalby fra Designskolen Kolding. Emnet er velfærdsteknologi.

Af Mette Strømgaard Dalby, udviklingschef ved Designskolen Kolding

I aviserne kunne man henover forår og sommer 2010 se og læse om en virksomhed, RoboCare, der leverer robotter til at tage sig af plejen af ældre, syge og børnehavebørn. På de 3 store annoncer ses henholdsvis en robot, der kører en smilende (!) ældre dame i kørestol, en robot, der serverer mad for en sygehuspatient og en robot, der er sammen med en flok børnehavebørn. Virksomheden RoboCare er fiktiv og ene og alene opfundet af FOA (Fag og Arbejde), som et led i FOA's markedsføring af deres arbejdsmarkedspolitik. Annoncerne tegner et skræmmebillede af en teknologisk fremtid, hvor robotter har overtaget arbejdet med plejen af mennesker. FOA selv proklamerer lidt kryptisk, at robotter ikke kan "erstatte håndholdt velfærd". Det interessante ved et godt stykke reklamearbejde er, at det ofte simplificerer og overdriver og enten tegner et billede af en idealiseret drømmeverden eller, som i tilfældet med FOA's annonce, et skræmmebillede. Det er således svært at være uenig med reklamens simplificerede billede af verden, og naturligvis er der ingen, der oprigtigt mener, at menneskelig omsorg kan erstattes af robotter.

Men teknologiske løsninger kan hjælpe mennesker med at gøre arbejdslivet lettere, så arbejdsskader kan undgås. Teknologiske løsninger kan også hjælpe med den del af plejen, som kan være blufærdighedskrænkende for såvel den, der modtager plejen, som den, der giver den. Et eksempel kunne være fuldautomatiske løsninger til toiletbesøg inklusiv montering af ren ble til voksne mennesker. Her vil ingen vel argumentere for det nødvendige i en "håndholdt" løsning for at bruge FOA's egne ord.

Udviklingen af velfærdsteknologier er således udfordrende og vedkommende i en lang række tilfælde, hvor voksne mennesker ønsker at klare sig selv bedst muligt: kroniske patienter, der med hjælp fra velfærdsteknologier kan klare en del af behandlingen selv fra eget hjem, hvilket giver dem mulighed for at leve et så normalt (arbejds)liv som muligt. Lettere demente, der har det bedst i eget hjem, kan med hjælp fra velfærdsteknologier opnå tryghed og sikkerhed for sig selv såvel som pårørende, og gøre det forsvarligt at være "herre i eget hus". Men også indenfor det vi traditionelt kalder omsorg, hvor vi vel at mærke taler om den formaliserede og institutionaliserede omsorg, har velfærdsteknologi vist sig at kunne gøre en forskel. Den terapeutiske robotsæl PARO allerede har bevist, at den kan tage del i omsorgsarbejdet og berolige ældre demente via sine lyde, bevægelser og nuttede udseende. Det samme kan en levende hund eller kat, men så er vi tilbage ved det plejekrævende for ikke at nævne det uhensigtsmæssige ved, at levende dyr kan agere på eget initiativ (kradse, bide etc.) samt det faktum, at mange mennesker lider af pelsallergi. Pointen med robotsælen PARO er, at den er udviklet specifikt med de dementes særlige behov in mente og den "opfører" sig derfor også herefter. Med brugerinddragelse kan man således nå meget langt.

Billedet af robotteknologi i forhold til pleje af ældre eller syge er således ikke så enkelt som FOA vil gøre det til. Men en debat er naturligvis nødvendig, bl.a. omkring livskvalitet. For mange er dét at være selvhjulpen, hvad enten vi taler om alderdom, handicap eller kronisk sygdom, en vigtig faktor. Det er en grundlæggende drift hos mennesket at ville klare sig selv, man behøver blot at kigge på det lille barns enorme drift mod at bevæge sig selvstændigt. De fleste ønsker at klare sig selv så vidt muligt, og netop her kan velfærdsteknologier hjælpe borgeren og brugeren med fx at blive i eget hjem så meget og så længe som overhovedet muligt.

Når vi taler om velfærdsteknologier er udfordringerne mange, og vi når næppe frem til "one size fits all". For som altid, når man har med mennesker at gøre, er der ligeså mange ønsker og meninger, som der er stemmer. Øvelsen bliver at adressere de mange ønsker og udvikle løsninger til gavn for så mange som muligt. Der er ingen tvivl om, at udfordringerne i forhold til udvikling af velfærdsteknologier er store, mange og komplekse, og det kræver mod som ingeniør eller designer at turde stå i det åbne og ukendte land og med åbent sind tænke løsninger frem på de problematikker, som vores velfærds- og sundhedssystem byder på. I denne sammenhæng er det af indlysende årsager vigtigt at adressere brugernes ønsker, behov og frygt, bl.a. gennem en række af de metoder, som er en del af en designers værktøjskasse, fx analyser af brugerens vej gennem et venteværelse eller "participatory design", hvor man designer og afprøver i tæt samarbejde med brugeren. Skræmmebilleder tjener til gengæld ikke noget formål, hvis vi i Danmark ønsker at være på forkant med udviklingen af fremtidens velfærdssamfund.

Designskolen Kolding er med i flere udviklingsprojekter, der handler om at udvikle velfærdsteknologier der vil understøtte vores velfærdssystem nu og i fremtiden. I de kommende år vil vi stå overfor store udfordringer i vores samfund: flere og flere mennesker opnår en høj levealder og flere og flere diagnosticeres og får beskeden om at de skal leve med kroniske sygdomme. Kort sagt, vi får flere og flere patienter i sundhedssystemet og færre hænder til at løse opgaverne. Det er et faktum at rekruttering af mennesker bliver en af sundhedssektorens - og velfærdssamfundets - store udfordringer, når de store efterkrigsgenerationer går på pension i en meget nær fremtid samtidigt med at arbejdsstyrken mindskes på grund af de små generationer, der er på vej ud på arbejdsmarkedet.

Med moderne teknologier - herunder robotteknologi - vil man kunne løse mange af de opgaver, der før ville have krævet menneskelig arbejdskraft, fx dét at tage en blodprøve. Design kan i denne sammenhæng være med til at skabe teknologier, der er tilpasset brugerne og interagerer med dem på human vis. Med andre ord, er det designernes opgave at adressere de emotionelle problemstillinger, der kan være forbundet med nye velfærdsteknologier, som fx en blodtagningsrobot. For hvordan designer man en maskine, der skal gøre noget så grænseoverskridende som at prikke hul på vores hud og tage en prøve af vores blod? Et er sikkert, man er nødt til at forholde sig til denne problematik og ved hjælp af brugerinddragelse komme med designløsninger på problemet. Her kan teknologien ikke alene gøre arbejdet.

Frygten for robotteknologi er også vigtig at adressere: nogle vil kalde denne frygt irrationel, men som udgangspunkt må man altid tage menneskers frygt alvorligt - og angsten for det ukendte, kender de fleste mennesker til. Igennem det 20. århundrede har man i science fiction scenarier dyrket dystopien - det modsatte af utopien - skræksamfundet, der viser hvor galt det kan gå, når robotter eller endnu værre cyborger, der er en blanding af det artificielle og det naturlige, overtager vores samfund. Tænk blot på film som den dystre Blade Runner med Harrison Ford i hovedrollen, hvor plottet i filmen er bygget op omkring, hvor svært det er at skelne mellem disse cyborgs og "ægte" mennesker. Eller det fantastiske fremtidsepos Rumrejsen år 2001 af Stanley Kubrick, hvor vi ser, hvor galt det kan gå, når rumskibets intelligente computer "Hal" overtager styringen. Eller den nye filmatisering af Iron Man, med Robert Downey Jr. i hovedrollen, der bygger på Marvels tegneseriehelt af samme navn, der arketypisk viser kampen mellem det gode og onde - og ikke mindst hvad der sker, når teknologi bruges med onde intentioner. I Schwarzeneggers Terminator film, tager maskinerne for alvor magten, og opgøret står mellem mennesker og maskiner i form af terminator cyborgs. Robotterne i deres klassiske form kender vi også fra mange film. Mest berømt er nok de finurlige R2D2 og 3CPO fra StarWars, der er henholdsvis en "rigtig" robot, der svarer os med bip og bliplyde og en sproglig intelligent robot udført som en skinnende metalversion af et menneske. Med hjælp fra Hollywood er vores forestilling om robotteknologi således farvet af action- og science fiction fantasier mere end de robotter, der i årtier har løst arbejdsopgaver i industrien.

Skræmmebilleder er der nok af, men hvor mange af os sætter ikke stor pris på den teknologi, som vi har lært at kende? Hvem kan forestille sig en verden uden internettet, hvilket jo var virkeligheden for blot 25 år siden? Eller hvem, ønsker at vende tilbage til "den gode gamle skrivemaskine", der kræver et grundigt kursus i maskinskrivning, hvor lillefingeren udmattes efter gentagne øvelser i at skrive a, ø og å? Dankort, nethandel, onlinebookinger, stregkoder i stedet for prismærker, scanninger m.m. er alt sammen en del af vores hverdag, som engang er startet som visionære bud på anvendelse af teknologier - som mange mennesker har fundet grænseoverskridende og skræmmende, fordi det tager tid at vænne sig til det nye. Ganske enkelt fordi mennesket er et vanedyr, der trives med rutinens tryghed. Rutiner kan være svære at bryde og mange gange kræver nye teknologier, at man bruger dem på en ny måde. En robotstøvsuger skal måske støvsuge om natten og ikke om dagen, hvor der er aktivitet på gangene. En fornuftig anvendelse vil således kræve at plejepersonalet ændrer lidt på deres vaner, så støvsugeren sættes i gang, når man forlader arbejdspladsen. Som med alt andet i livet er forventningsafstemning en fornuftig ting, og her har alle et ansvar for at kommunikere anvendelse, muligheder og begrænsninger, hvad de nye teknologiske hjælpemidler angår. Men, at forandring skaber frygt, er jo ikke noget nyt. Derfor ligger der naturligvis en stor formidlingsforpligtigelse i at arbejde med design og teknologi. Det bedste er naturligvis, hvis objektet er selvforklarende, men det er nok for meget at forlange. Til gengæld kan design gøre en stor forskel i forhold til interaktionen mellem genstand og bruger gennem fokus på bl.a. selve brugerfladen (interface). Et eksempel er elektronikgiganten Apple der som få har forstået, hvordan design af forholdsvis enkle brugerflader appellerer bredt til brugerne. For hvor mange undersøger - og bruger - egentligt alle funktionerne i deres mobiltelefon…

På Designskolen Kolding ser vi det som en spændende udfordring at udvikle løsninger til fremtidens sundhedssystem og tage udgangspunkt i de mange muligheder der er i teknologiske løsninger, der designet med henblik på at interagere med mennesker. Set fra et designsynspunkt handler velfærdsteknologi naturligvis om at udvikle ny teknologi, men ikke mindst om at bruge design og designere til at gøre den nye teknologi vedkommende - og ja, human.

Både interaktionsdesign, der fokuserer på forholdet mellem designobjekt og bruger, og servicedesign, der handler om at designe komplekse services (infrastruktur, kommunikation m.m.) på en enkel og brugervenlig måde, er oplagte at anvende i forhold til velfærdsstatens udfordringer.

Kriteriet for at velfærdsteknologiske løsninger bliver en succes er, at brugerne tager løsningerne til sig. I Danmark lægger vi stor vægt på, at de kommende designere undervises i brugerdreven innovation, således at de evner at gå i dialog med brugerne, observere dem og finde ud af deres behov - også de uerkendte behov. Herefter er det designerens opgave at visualisere disse behov og designe brugbare og vedkommende objekter, services eller koncepter.

I forhold til samarbejdet med virksomheder er fordelene indlysende: et grundigt forarbejde i tæt dialog med brugerne har større chance for at blive en succes. Omvendt skal det ikke være en hemmelighed, at brugerinddragelse er tidskrævende og kræver åbenhed og tillid fra alle involverede parter.

Danmark og Skandinavien har længe været berømte for velfærdsmodellen, men der er ingen tvivl om, at tiderne har ændret sig siden velfærdssamfundets stormagtsdage. Tænk, hvis vi via forskning og udvikling af velfærdsteknologier kunne skabe en moderne udgave af velfærdsmodellen, som oven i købet kunne eksporteres. I en tid, hvor verdensbilledet hurtigt ændrer sig og nye stormagter kommer til, ved vi, at vi skal være med helt fremme i forhold til innovation. Men netop den demokratiske tankegang, den naturlige inddragelse af brugergrupper, det antiautoritære skolesamfund og mange års (skole)erfaring med tværfagligt gruppearbejde giver os en fordel, når vi taler om udvikling af velfærdsteknologier. For inddragelse af brugerne i udviklingen af robot- og velfærdsteknologier er tvingende nødvendig for at teknologierne skal blive en succes. Det samme er inddragelse af designkompetencer, fordi man herigennem kan designe teknologierne, så de kommunikerer deres funktion på en "venlig" måde. Hvem ved, måske er Danish Design om 50 år forbundet med velfærdsteknologier, der har det enkelte menneske som omdrejningspunkt…

Kontaktperson
Mette Strømgaard DalbyMette Strømgaard Dalby

Udviklingschef

Designskolen Kolding

LOADEMAIL[msd]DOMAIN[dskd.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere