• Danish
  • English

Seneste nyheder

Er ROS klar til industrien?

28-11-2012
Der er efterhånden mange inden for bl.a. forskningsverdenen, som har hørt om Robot Operating System (ROS). Kendskabet breder sig nu også til industrien, hvor systemet vurderes at have et stort potentiale

20121128_rosTrods det nye fokus på og kendskab til systemet, er der mange, som ikke kender nok til ROS's egenskaber, potentiale og faldgrupper inden for industrien. Ved en workshop hos Fraunhofer IPA i Stuttgart i oktober var formålet derfor at klarlægge fordele og ulemper ved brug af ROS i en industriel sammenhæng.

ROS er et robot-operativsystem, som er tilgængeligt for alle, og alle kan bidrage ved at uploade egne moduler til udvikling og programmering af robotter. Ved at dele softwaremoduler gennem open source forsøges der at finde en løsning på en klassisk udfordring ved udvikling af robotløsninger: At hver virksomhed udvikler sine egne softwaremoduler fra bunden. Dvs. man starter med at udvikle alle grundlæggende komponenter først, for derefter at fokusere på de komponenter, som er specifikke for selve applikationen. Ved at kunne anvende grundkomponenterne igennem ROS kan udviklerne således fokusere på udviklingen af de nye komponenter og dermed skabe robotter med mere komplekse funktioner med færre ressourcer.

Stor opbakning til ROS

På workshoppen hos Fraunhofer var deltagerne en blanding af virksomheder og forskningsinstitutioner, som har erfaring med ROS. Teamleder ved Teknologisk Institut, Robotteknologi, Kurt Nielsen deltog i workshoppen med et oplæg omhandlende hvordan, man som fremstillingsvirksomhed kan vælge og implementere strategiske automationsløsninger.

- Der er stor opbakning til ROS, bl.a. pga. mulighederne for at forbedre effektiviteten ved at genvende eksisterende soft-og hardware komponenter. Ved anvendelse af ROS er det meget hurtigere for industrien at teste, hvorvidt en løsning egentlig virker, da de mange grundkomponenter allerede er tilgængelige, fortæller Kurt Nielsen.

Kurt Nielsen forudser en yderligere stor fordel ved ROS:
- Systemet vil bidrage til at åbne nye markeder for virksomheder, da risikoen nu er minimeret. At virksomheder ikke skal starte fra bunden hver gang og i stedet kan genanvende de eksisterende komponenter vil resultere i mindre investeringer og en større lyst til at begive sig ind på nye markeder.

Udfordringer ved systemet

Da ROS er et relativt nyt system, er det på ingen måde fejlfrit endnu. Ulemperne ved brug af systemet blev naturligvis også diskuteret ved den omtalte workshop, hvor brugere af ROS kunne berette om de udfordringer, der på nuværende tidspunkt er forbundet med systemet.

- Da der er rigtig mange forskningsinstitutioner, som udvikler og tilføjer komponenter til ROS kan det virke ret uoverskueligt at skulle danne sig et overblik over hvilke systemer, der passer ideelt til lige præcis din virksomhed. Mange universiteter arbejder på sammenlignelige komponenter og man skal derfor overveje, hvem der er nået længst i udviklingen, og hvor den bedste kvalitet er at finde - hvilket ofte kan være tidskrævende at teste igennem, fortæller Kurt Nielsen og fortsætter:

- Når en integrator normalt leverer et system til en virksomhed og en delkomponent ikke virker, kan integratoren gå til en eventuel underleverandør, som har leveret delkomponenten. Men hvem har ansvaret, hvis en delkomponent fra ROS er skyld i en fejl i systemet? Man kan jo ikke forlange, at universitetet, som har udviklet komponenten skal betale for fejlen, og det er derfor vigtigt, at man kvalitetssikrer komponenterne inden de bruges.

Workshop hos Teknologisk Institut, Robotteknologi

Fordele og ulemper taget i betragtning var workshoppens generelle konklusion, at ROS har meget stort potentiale i den industrielle sammenhæng.

- Det er et system i hurtig udvikling, og mange virksomheder kan hurtigt falde af vognen, inden de overhovedet er nået at stige på. Derfor sætter vi hos Teknologisk Institut, Robotteknologi fokus på netop ROS i en workshop, som vil blive afholdt i løbet af foråret. Her vil vi gennemgå og diskutere fordele og ulemper, samt de mange muligheder, men også bekymringer som industriens folk måtte have med ROS. Vi er allerede nu interesseret i at høre fra virksomheder, der har overvejet at kigge nærmere på ROS, afslutter Kurt Nielsen.

Kontaktperson
Kurt NielsenKurt Nielsen

Teamleder

Teknologisk Institut, Robotteknologi

T. +45 7220 2211

LOADEMAIL[kuni]DOMAIN[teknologisk.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere