Den 7. og 8. november opsætter Teater NoDomain sammen med Teknologisk Institut, Robotteknologi og japanske Seinendan Theatre Company fire teaterforestillinger i Odense, hvor en menneskelignende robot spiller en af hovedrollerne
Efter stykket
lægger robotguruen Hiroshi Ishiguru og roboteksperter fra
Teknologisk Institut, Robotteknologi op til debat om, hvordan
robotter kan forbedre vores velfærd.
Nogle teaterkritikere ville nok mene, at Gemini F's skuespil er
en smule stift. Men taget i betragtning af, at Gemini F er en
robot, er der vel ikke noget overraskende ved det. Gemini F er en
såkaldt geminoid robot og ligner en ung japansk kvinde på en prik.
Hun har sort hår, livlige brune øjne, og kan bevæge sig relativt
frit. Det er den japanske professor og robotguru Hiroshi Ishiguru,
der har skabt Gemini F for at undersøge, hvordan robotter påvirker
mennesker. Nu har Professor Hiroshi Ishiguru sammen med en japansk
teatergruppe opsat teaterstykket "Sayonara", som behandler temaet,
hvad liv og død betyder for mennesker og robotter.
Fjernstyret skuespiller
Menneskerobotten Gemini F, som i stykket "Sayonara" spiller over
for en ægte skuespiller, fjernstyres trådløst fra et kontrolrum bag
scenen. Her betjener en person Gemini F med tale og bevægelser.
Gemini F "efterligner så det, som personen bag scenen gør.
Teatergruppen og Ishiguru turnerer lige nu i udvalgte byer i
Europa med robotteatret, og den 7. og 8. november kommer de til
Odense for at opføre "Sayonara". Sammen med roboteksperter fra
Teknologisk Institut, Robotteknologi lægger Ishiguru efterfølgende
op til debat om, hvad vi kan bruge robotterne til i dag og i
fremtiden.
Hvilken velfærd skaber robotteknologi?
Teaterstykket kommer rettidigt ind i den debat om specielt
velfærdsteknologi, som findes i Danmark. Med en række korte oplæg
holdt af roboteksperter fra Teknologisk Institut, Robotteknologi
tematiserer arrangementerne, hvordan vi kan skabe større velfærd
med robotteknologi, og hvilken slags velfærdsteknologier, der er i
støbeskeen allerede nu.
Oplæggene vil både skabe et overblik over, hvad der findes af
velfærdsteknologi og skoleteknologi. I oplæggene kommer
konsulenterne ind på, hvordan og hvorfor det er en god ide at bruge
robotteknologi, og hvordan teknologien i undervisningssammenhænge
og på ældre- og handicapområdet giver bedre velfærd. Der vil også i
oplæggene være fokus på, hvilke udfordringer det giver at indføre
teknologien.
Programmet over de forskellige oplæg bliver offentliggjort
snarest på: www.nodomain.nu
Kom og hør med ved et af de fire debatoplæg. Billetsalget til
Teaterstykket "Sayonara" og de efterfølgende oplæg er åbent nu på
www.nodomain.nu
Arrangementet opføres fire gange på DOK5000 på Odense Havn:
Tirsdag d. 7. november klokken 14:30 til 17:00 og igen klokken
18:00 til 20:30 samt den 8. november klokken 10:00 til 12:30 og
igen klokken 14:00 til 16:30.