• Danish
  • English

Seneste nyheder

Mini-Picker robot skal erobre verdensmarkedet

16-12-2013
Små prisbillige og fleksible robotsystemer, der er målrettet mindre virksomheder, skal være robotudviklernes svar på en af industriens mest komplicerede automationsopgaver - bin-picking. Højteknologifonden investerer 15 millioner kr. i nyt samarbejdsprojekt mellem danske virksomheder på det internationale robotmarked og tre danske universiteter

20131219_minipickerNoget af det vanskeligste for en robot er at gribe vilkårlige emner, der ligger uordnet i kasser (bin-picking). Det er dog lykkedes danske virksomheder og forskere at udvikle bin-picking teknologier. Teknologien benyttes i dag flittigt i industrien og Højteknologifonden har set et stort potentiale og investeret i robotteknologien siden 2006.

Scape Technologies' bin-picking-løsninger bruges i dag hos blandt andre bilproducenter, men typisk til håndtering af tungere emner med brug af større traditionelle industrirobotter og dermed også typisk en automationsinvestering på over 1 mio kr.

Næste generation af bin-picker robotter skal være mindre og mere fleksible, og et konsortium er derfor gået sammen om at udvikle og markedsføre en lille Mini-Picker-robot til pluk af industriens småemner.

- I Danmark og andre lande har vi oplevet, at små og mellemstore virksomheder, der producerer til ordre eller mindre serier, ofte finder det vanskeligt at finde avancerede automationsløsninger, som både er tilstrækkeligt fleksible og til at betale. Det går bl.a. ud over danske virksomheders konkurrenceevne, fortæller Søren Bøving-Andersen fra Scape Technologies.

Normalt kan robotter kun behandle det emne, de har fået fat i, hvis griberen holder objektet i en bestemt vinkel. Derfor vil bin-picker-robotten ofte lægge objektet ned for at tage et nyt greb i den rigtige vinkel. Blue Ocean Robotics vil udvikle et tool-unit med indbygget griber og sensor, som kan bestemme det nøjagtige greb, imens robotten har fat i emnet, og dermed spare tid. Det vil forøge robottens produktivitet og dermed forbedre investeringen, hvilket er stærkt efterspurgt i industrien.

Den udviklede tool-unit skal kombineres med små 5 kg robotter fra Universal Robots. Målet er en Mini-Picker - en co-worker robot, der let kan flyttes rundt i produktionen og omstilles til nye emner. Scapes avancerede softwareløsninger, Universal Robots banebrydende nye generation kraftstyrede robotmanipulator samt Blue Ocean Robotics' unikke tool-unit vil gøre det muligt, at brugerne kan klare dette på 1-2 timer.

DTU Fotonik vil stå for sensoroptik og AAU for positionsbestemmelser af emner, som skal integreres i et tool-unit design fra Blue Ocean Robotics/SDU. SDU bidrager desuden med kraftstyring og baneplanlægning af robotten.

Om 3 år håber konsortiet at kunne gå ud med et attraktivt standardprodukt, som kan sælges i én færdig pakke af forhandlere i hele verden.

Partnere
Scape Technologies
Blue Ocean Robotics
Danmarks Tekniske Universitet
Syddansk Universitet
Universal Robots
Aalborg Universitet

Kontaktperson
Søren Bøving-AndersenSøren Bøving-Andersen

CEO

Scape Technologies

T. +45 2128 1128

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere