• Danish
  • English

Seneste nyheder

Ny opfindelse mindsker forbruget af sprøjtegifte med 60 procent

10-10-2013
Forskere fra Syddansk Universitet har med stor succes udviklet en intelligent sprøjtebom, som reducerer landbrugets forbrug af pesticider med 60 procent. Flere test viser, at den intelligente sprøjtebom samtidig bekæmper ukrudtet lige så effektivt som en gammeldags sprøjte.

20131010_intelligentsprøjtebomForskere fra Syddansk Universitet har i samarbejde med Århus Universitet, Københavns Universitet samt firmaerne EKTOS og CLAAS nu fundet en løsning på landbrugets stigende forbrug af pesticider. Projektet er startet i regi af Innovationsnetværket RoboCluster.

Princippet i den intelligente sprøjtebom er, at man kun sprøjter der, hvor ukrudtet er. Marktest viser, at den intelligente sprøjtebom nedbringer forbruget af pesticider med 60 procent.

- Det er fedt, at vi nu videnskabeligt har bevist, at vi ved hjælp af den intelligente sprøjtebom kan reducere forbruget af sprøjtegifte med 60 procent. Vi har arbejdet på det i fire år, og nu har vi endelig teknologien til effektivt at reducere forbruget af pesticider til gavn for landbruget og ikke mindst vores grundvand, siger projektchef Niels Jul Jacobsen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.

Ved siden af de almindelige sprøjtedyser er den intelligente sprøjtebom udstyret med en række kameraer, som kigger ned på jorden. Ved hjælp af et computerprogram kan kameraerne genkende og aktivere dyserne, når sprøjtebommen ruller over mælkebøtter, kamille og fuglegræs.

- Vi er meget glade over det positive resultat. Vi havde forventet, at den intelligente sprøjtebom kunne reducere forbruget af pesticider med 50 procent, men flere test viser, at sprøjtebommen med 60 procent færre pesticider bekæmper ukrudtet lige så effektivt som en gammeldags sprøjte, siger Niels Jul Jacobsen.

Igennem foråret og sommeren har sprøjtebommen kørt rundt på en forsøgsmark i Flakkebjerg ved Slagelse. Marken har været inddelt i forskellige zoner. En del af marken er slet ikke blevet sprøjtet. En del er blevet sprøjtet på den traditionelle måde, mens en tredje del af marken er sprøjtet med den intelligente sprøjtebom. Forsøgene har vist, at den intelligente sprøjtebom bekæmper ukrudtet ligeså effektivt som den gammeldags sprøjte.

- Jeg forventer, at vi allerede vil kunne se dele af den intelligente sprøjtebom på markedet om to år. Efter den store succes i projektet er metoderne klar til at blive overdraget til en af de producenter af landbrugsmaskiner, som har været med i projektet. Men det er ikke kun landbruget, men også kommunernes vej og parkafdelinger, som kan få glæde af sprøjten, pointerer Niels Jul Jacobsen.

Kontaktperson
Niels Jul JacobsenNiels Jul Jacobsen

Projektchef

Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet

T. +45 2132 1512

LOADEMAIL[njj]DOMAIN[mmmi.sdu.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere