• Danish
  • English

Seneste nyheder

Det skal du huske, inden du køber robotten (del 2)

25-04-2014
En opkvalificering og robotteknologisk udvidelse af virksomheden handler ikke kun om at købe og installere en robot. En række forskellige faktorer i og uden for virksomheden spiller ind, hvis implementeringen af robotteknologi skal give det resultat, som gør forskellen i såvel supply chain, på bundlinjen og på konkurrenceevnen

Innovationsnetværket RoboCluster vil over de kommende tre måneder løfte sløret for en række gode anbefalinger til, hvordan du som virksomhed kommer bedst og mest succesfuldt igennem implementeringen af robotteknologi. Tre kompetente kræfter med henholdsvis solid bruger-, integrator og udviklingserfaring vil i de kommende måneder opliste deres anbefalinger - alle baseret på stor viden og solid erfaring fra det robotteknologiske område. I denne måned kan du læse om LT Automation.

5 gode råd

LT Automation har hjemme i Hjallerup i Nordjylland. Virksomheden yder rådgivning til virksomheder, som ønsker at automatisere og indføre robotteknologi. Lasse Thomsen, der er ejer og direktør i LT Automation, har i løbet af de sidste 25 år oparbejdet en række stærke, tekniske kompetencer og erfaringer inden for implementeringen af industriel automation og robotteknologi - herunder hvordan man som slutbrugervirksomhed med det bedste resultat går til automatiseringsopgaven og tænker langsigtet i såvel projekt- som driftsfasen.

Lasse Thomsen betoner særligt behovet for, at man som virksomhed gør et godt forarbejde, inden man går i krig med implementeringen af automatisering og robotteknologi i sin virksomheds supply chain. Tanker, om hvordan robotløsningen skal spille sammen med bl.a. den øvrige produktion, produkt- og materialeflow, medarbejdere, lager og lignende, er yderst vigtigt for at sikre sig så smidig en implementering og drift som muligt. Herudover skal man som virksomhed ifølge Lasse Thomsen også være særligt opmærksom på, at når man installerer en robot, så er det ikke bare en ny maskine, der skal køres ind i produktionen. Implementeringen kræver ændringer og forståelse i hele organisationen - lige fra direktion til produktionsmedarbejderen på gulvet. Involvering af alle lag af organisationen er derfor i den forbindelse et nøgleord.

Yderligere skal man ifølge Lasse Thomsen være afklaret med virksomhedens interne kompetencer på robot- og automationsområdet. Det betyder, at man, inden man som virksomhed tager beslutningen om at automatisere og implementere robotteknologi, skal vurdere, om man internt i organisationen er klædt på til at gennemføre et sådant projekt. Relevante spørgsmål at stille sig selv er bl.a.: Har virksomheden den fornødne viden og de nødvendige værktøjer til at vælge den rette løsning, og har man de nødvendige ressourcer i virksomheden til at gennemføre projektet med succes?

LT Automation har med Lasse Thomsen i spidsen oplistet fem huskepunkter, som med udgangspunkt i erfaringer fra en lang række automations- og robotprojekter er de vigtigste at huske, når man som virksomhed skal have hul på implementeringen af automations- og robotteknologi.

1. Forventningsafstemning

Rigtig mange virksomheder går galt i byen allerede i starten af deres automatiseringsprojekter. Ofte har de ikke afstemt forventningerne til implementeringen af robotteknologi internt i organisationen - og som regel har de slet ikke afstemt forventningerne med leverandørerne af teknologien. Har man ikke styr på de rent formelle rammer omkring et sådant projekt, så får man en meget dårlig start, hvor risikoen, for at projektet enten kuldsejler eller kommer dårligt fra land, er stor.

En måde at navigere uden om denne fare på er at starte sit projekt op ved at udfærdige en uformel hensigtserklæring, hvor rammerne for projektet oplistes, herunder bl.a. mål. En sådan afstemning kan også betragtes som en form for gentleman agreement mellem slutbrugervirksomheden og teknologileverandøren. Og den vil, når teknologien er færdigimplementeret, have sparet både slutbruger- og leverandørvirksomhed mange timer og ikke mindst frustrationer.

2. Involvering, træning og opkvalificering af medarbejdere

At få hele organisationen involveret i processen er nødvendigt for et godt resultat. Det er vigtigt at samle alle de nødvendige kompetencer i projektgruppen samtidig med at træning i anvendelsen af teknologierne sættes i værk hurtigst muligt. Der findes utallige eksempler, hvor virksomheder investerer i en robotløsning for derefter at sætte den ind i produktionen uden så meget som at have talt med fx medarbejderne, som skal betjene den.

En måde at gøre det på er, at man allerede under arbejdet med forventningsafstemningen involverer alle niveauer af organisationen - fx smeden, produktionsmedarbejderen, produktionschefen, fabrikschefen osv. Mange input giver en bred mangfoldighed i tilgangen til såvel valg som ejerskab af den valgte løsning. Med hensyn til træning og opkvalificering så skal den indledes allerede inden anlægget bliver leveret, og mens det er under test og opbygning hos leverandøren.

3. Detaljeret og præcis kravsspecifikation

Når den indledende forventningsafstemning har fundet sted er det nødvendigt at udarbejde en mere detaljeret og præcis kravsspecifikation. Alt for mange virksomheder konsulterer potentielle leverandører uden at være klar på, hvad de har af krav til den ønskede løsning. Det vigtigste er at få formuleret, hvad det er, at man gerne vil have og har behov for. Herunder er der en faldgrube, som man skal passe på: Beskriv aldrig hvilken robottype, man ønsker. Kravspecifikationen skal fokusere på virksomhedens behov - fx hvilke produkttyper systemet skal kunne håndtere, håndteringsmængde, plads til rådighed, vægt osv. Samtidig skal kravsspecifikationen indeholde informationer om kontaktpersoner, ønsket tidsplan for projektet, leveranceomfang, samt hvordan tilbuddet skal udformes. Herved får man det bedste sammenligningsgrundlag på tværs af tilbuddene. Herefter er det op til de valgte leverandører at give deres forskellige bud på, hvordan løsningen skal skrues sammen.

4. Vægtning af indkomne tilbud

Når alle tilbud er indhentet, handler det om at vurdere dem sagligt og med øje for alle holdninger i organisationen. Én måde at gøre dette på er at vægte udvalgte punkter i de indkomne tilbud - og det skal selvfølgelig være de samme punkter, som vurderes i alle tilbud. Med udgangspunkt i kravsspecifikationen kan man med fordel udarbejde en række punkter, som vurderes at have særlig betydning for det valg, som skal træffes. Punkterne vurderes herefter på fx en skala fra 1-10 af udvalgte personer i hele organisationen. Derved afdækkes alle synspunkter og holdninger, og muligheden for at træffe et kompetent og velovervejet valg af løsning øges.

5. Analyser tilbagebetalingstiden

Når virksomheder sidder med leverandørernes tilbud og skal træffe en beslutning, er det selvfølgelig ikke muligt at komme uden om det økonomiske spørgsmål. Men her er det vigtigt at overveje, hvordan man vurderer og udregner den konkrete pris på de systemer, som man er interesseret i. Mange virksomheder sætter i den forbindelse fokus på indkøbsprisen. Men det er modsat manges overbevisning ikke nødvendigvis det vigtigste at overveje. Det vigtige er at få en analyse af, hvor hurtigt man som virksomhed kan tjene sin investering hjem igen - en beregning af return of investment. Uden den beregning og viden er det umuligt at vide, om en investering på fx en million kroner er dyrt eller billigt.

Automation i Syd

Projektet Automation i Syd fokuserer på implementering af automation i Syddanske virksomheder og tilbyder virksomhedsbesøg, hvor de undersøger, hvordan den enkelte virksomhed bedst kan automatisere. Ønsker du at optimere din virksomhed med automation, så læs mere om Automation i Syd HER

Kontaktperson
Lasse ThomsenLasse Thomsen

Direktør

LT Automation

T. +45 2195 8880

LOADEMAIL[lth]DOMAIN[lt-automation.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere