• Danish
  • English

Seneste nyheder

Det skal du huske, inden du køber robotten (del 1)

17-03-2014
En opkvalificering og robotteknologisk udvidelse af virksomheden handler ikke kun om at købe og installere en robot. En række forskellige faktorer i og uden for virksomheden spiller ind, hvis implementeringen af robotteknologi skal give det resultat, som gør forskellen i såvel supply chain, på bundlinjen og på konkurrenceevnen

Innovationsnetværket RoboCluster vil over de kommende tre måneder løfte sløret for en række gode anbefalinger til, hvordan du som virksomhed kommer bedst og mest succesfuldt igennem implementeringen af robotteknologi. Tre kompetente kræfter med henholdsvis solid bruger-, integrator og udviklingserfaring vil i de kommende måneder opliste deres anbefalinger - alle baseret på stor viden og solid erfaring fra det robotteknologiske område. Vi lægger i denne måned ud med Bogense Plast.

5 gode råd

Bogense Plast ligger i Bogense på Nordfyn. Virksomheden er specialist i udvikling, design, produktion, montage og levering af sprøjtestøbte plastkomponenter. De første industrirobotter flyttede ind hos Bogense Plast i starten af 1990´erne. Siden da har virksomheden været igennem en lang række implementeringsforløb af forskellige robotteknologier - lige fra simple håndteringsrobotter til avancerede industrirobotter, der arbejder i tæt kombination med virksomhedens sprøjtestøbemaskiner samt andre tekniske installationer.

Spørger man Bogense Plast om, hvilken betydning implementeringen af robotteknologi i supply chain har for virksomheden, er de ikke et øjeblik i tvivl. Svarene falder prompte på: øget konkurrencekraft, stærkere bindinger til kunder samt øget kompleksitet i virksomhedens produkter - samt større værditilvækst og indtjening.

Per G. Jørgensen er teknisk direktør hos Bogense Plast, og han har været med helt fra implementeringen af den første industrirobot. Per G. Jørgensen forklarer, at valget af robotteknologier hos Bogense Plast har været drevet af to behov; kundernes behov for emner, som kun kan løses ved hjælp af robotteknologi samt en fra Bogense Plasts side udpræget søgen efter nye metoder, hvormed produktionen af et givent plastemne kan produceres smartere og mere lønsomt. Virksomheden har valgt at differentiere deres søgen efter teknologier og går nu målrettet efter kombinationer af standardteknologier samlet i nye og avancerede enheder. Med denne tilgang er Bogense Plast i Per G. Jørgensens optik fleksibel til at tilpasse produktionen efter skiftende markedsbehov - og om nødvendigt parate til at sadle om til andre emner og produktserier, hvis behovet skulle opstå.

På spørgsmålet om, hvad implementeringen af robotteknologi betyder for Bogense Plasts placering i deres samarbejdspartneres supply chains, er Per G. Jørgensen sikker på, at den har stor indvirkning på virksomhedens succes med at hjemtage nye opgaver. Ifølge Per G. Jørgensen er ikke mindst kombinationen af traditionelle teknologier og robotteknologier en af kilderne til, at Bogense Plast har været klar til at varetage opgaver, som deres kunder har ønsket at outsource. Bogense Plast har nemlig grundet virksomhedens teknologiske formåen erfaret, at der tilgår flere opgaver til virksomheden, når de kan udvise evnen til at kombinere mange forskellige teknologier.

Samtidig reducerer denne insourcing af opgaver hos Bogense Plast kompleksiteten af deres kunders produktion samtidig med, at den fordeler ansvaret på færre hænder samt sikrer et stærkere kunde-leverandør forhold - i hvert tilfælde hvis man spørger Per G. Jørgensen og Bogense Plast.

Bogense Plast har med Per G. Jørgensen i spidsen oplistet fem nedenstående huskepunkter, som med udgangspunkt i deres erfaringer er de vigtigste at huske, når man som virksomhed arbejder med implementering af robotteknologi - og automatisering generelt.

1. Valg af grundlæggende forretningsmodel
Et af de mest centrale punkter at overveje inden man sætter gang i en robot- og automatiseringsproces er forretningsmodellen. En forretningsmodel skal i sagens natur tilpasses, hvad den enkelte virksomhed er og ønsker at være i fremtiden - herunder tanker om de markeder, som man ønsker at betjene og sælge til. I forretningsmodellen indgår, overvejes og beskrives elementer som kundeværdi, ressourcer, relationer og partnere m.m. Disse bør alle vægtes i relation til implementering af de overvejede automationsteknologier. I den forbindelse er det særligt relevant at overveje, i hvilket omfang organisationen har mulighed for at afsætte de nødvendige ressourcer under projektets løbetid, samt om der er behov for efteruddannelse og ansættelser. Relationer til eksterne partnere kan også spille en væsentlig rolle, da meget specialviden, som i implementeringsfasen skal overføres til interne medarbejdere, er lagret der.

2. Valg af leverandører og differentiering af teknologiske løsninger målrettet opgaverne
Valget af den for virksomheden bedste leverandør og ikke mindst den mest optimale teknologiske løsning er afgørende for et godt resultat. Leverandøren bliver igennem implementeringsforløbet en af virksomhedens strategiske samarbejdspartnere, og et godt og konstruktivt samarbejde med leverandørerne af den valgte robotteknologi er derfor absolut nødvendigt. Det er derfor, som ved punkt 1, vigtigt at virksomhed, inden valget af leverandør foretages, har det korrekte mandskab til implementeringsfasen på plads i organisationen. Samarbejdet med den valgte leverandør skal nemlig i høj grad styres af en faglig stærk projektleder med beslutningskompetence. Denne skal såvel som virksomheden som helhed evne at kunne vælge og ikke mindst fravælge leverandører og løsningsforslag.

3. Husk dine kunderelationer
At få mest mulig værdi ud af sin investering i automations- og robotteknologi handler i høj grad om at implementere de teknologier, som også giver størst værdi for virksomhedens kundekreds. Strategiske samarbejdsrelationer med kunder og aftagere kan derfor være én vej at gå for at sikre behovet for de ønskede teknologier. Formelle og strategiske samarbejdsrelationer indebærer ofte, at man som virksomhed får mulighed for at tænke langsigtet, og at der mere målrettet kan investeres i automation af produktionsopgaver til udvalgte kunder. Der er dog ingen garanti, og der kan i visse tilfælde være behov for kontrakter der rækker ud over de mere standardlignende samhandelskontrakter.

4. Vælg din driftsform og inddrag dine medarbejdere
Overgangen fra projekt til drift er en kritisk fase, som erfaringsmæssigt ofte tager længere tid end først antaget. De implementerede teknologier skal i driftsfasen til at yde det bedste payback som muligt. Afgørende for at maksimere payback mest muligt samt for at kunne opfylde virksomhedens leveringsbetingelser overfor kunder er derfor, at man som virksomhed sætter sig klare standarder og politikker for systemets drift og bemanding. Herunder er det interessant fx at overveje hvilke affødte behov, som investeringen stiller til driftsformen, og hvordan virksomhedens kapacitetsudnyttelse påvirkes. Endvidere skal medarbejderne inddrages i alle dele af beslutningerne. Det kan bl.a. gøres igennem uddelegering af ansvar til teams, da der derved automatisk opstår et større ejerskab til de nye teknologier.

5. Implementer også systemer til understøttelse af beslutninger
Automation af processer stiller større krav til processtabilitet. Valide data og rapporteringer fra det implementerede robotsystem er derfor afgørende for enhver beslutning, som skal træffes rundt omkring systemet, når det er taget i drift. Dette har stor betydning, når produktionen slippes løs i 24-timers drift, og når produktionsmedarbejderen skal få systemet til at yde sit ypperste hver dag. Samtidig kan real-time data danne grundlag for forbedringer af systemet. Kontinuerlig proceskontrol og behandling af data giver derfor den nødvendige viden om, hvor der skal sættes ind for at trimme systemet til optimal produktion. Uden sådanne procedurer tabes alt for mange vigtige informationer på gulvet.

Automation i Syd

Projektet Automation i Syd fokuserer på implementering af automation i Syddanske virksomheder og tilbyder virksomhedsbesøg, hvor de undersøger, hvordan den enkelte virksomhed bedst kan automatisere. Ønsker du at optimere din virksomhed med automation, så læs mere om Automation i Syd HER

Kontaktperson
Per G. JørgensenPer G. Jørgensen

Teknisk direktør

Bogense Plast

LOADEMAIL[per]DOMAIN[bogenseplast.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere