• Danish
  • English

Seneste nyheder

Hospitalets blodprøvehåndtering forbedres af teknologi

14-04-2014
I projektet ”Den Intelligente Forsendelseskasse” har man udviklet en station, der automatisk kan udpakke, sortere og registrere blodprøver på hospitalet. Man arbejder nu med detaljerne omkring vision-teknologien, der skal hjælpe til registreringen af blodprøverne og deres data. Dette fører bl.a. til, at man kan opdage eventuelle problemer ved den enkelte prøve

20140414_DIFI projektet "Den Intelligente Forsendelseskasse" beskæftiger de tre projektparter, LT Automation, Intelligent Systems og Farusa Emballage, sig med at udvikle en samlet løsning til transport af blodprøver fra den praktiserende læge til automatisk udpakning og sortering på hospitalet, hvor der bl.a. skal være temperaturovervågning og sporbarhed gennem hele processen. Blodprøverne sættes i en forsendelseskasse hos lægen, transporteres til hospitalet og håndteres her af en robotløsning. Gennem hele processen sker diverse dataregistreringer. Læs mere om projektet HER

Stationen på hospitalet

Når forsendelseskassen ankommer til udpaknings-, sorterings- og registreringsstationen på hospitalet, registreres den først på et transportbånd. Herfra kører den videre over til en robot, der åbner "den ydre forsendelseskasse" - en ekstra kasse udenom selve forsendelseskassen, idet der eksisterer et krav om ekstern emballage ved blodprøvetransport - og løfter forsendelseskassen ud via en sugekop. Dernæst tager robotløsningen låget af, og vision-teknologien tager et billede af kassens indhold, hvorigennem det registreres, om det er, som det bør være. Er dette ikke tilfældet, vil transportkassen køre ud på et transportbånd, hvor man manuelt kan løse fejlen, inden man sætter kassen ind i systemet igen. Ved kasserne uden fejl vil en anden robot automatisk sortere blodprøverne. Undervejs vil der samtidig blive opsamlet data om blodprøverne. Når prøverne er sorteret, kører kassen videre til genbrug.

Vision-teknologi og registrering

I øjeblikket arbejder LT Automation med vision-teknologien på stationen. Allerede når blodprøverne sættes i forsendelseskassen hos den praktiserende læge, registrerer kassen prøverne samt hvilken klinik, de kommer fra. Når robotløsningen senere håndterer forsendelseskasserne og deres indhold, vil vision-teknologien, i samarbejde med det overordnede system, Intelligent Systems udvikler, udføre en slags dataopsamling omkring blodprøverne. På den måde sikres sporbarheden af den enkelte blodprøve, og samtidig vil registreringen af data også føre til, at man kan opdage eventuelle problemer, fx ift. de ydre påvirkninger, blodprøverne har været udsat for, eller prøvens kvalitet med henblik på analyse. I sidstnævnte sammenhæng arbejder LT Automation på at få vision-teknologien til at registrere afstanden mellem blodprøvens låg og væskeoverfladen - og herved videre væskestanden i glasset. Der er krav om en vis væskestand til forskellige prøvetyper, for er der for lidt væske, kan det brænde sensorerne i analyseapparatet af. Men det er ikke altid, lægen kan udtage nok blod. Kan man bestemme væskestanden via teknologi - hvilket man arbejder på i øjeblikket - kan man dermed også finde ud af, hvornår det er nødvendigt, at der i stedet tages en ny blodprøve.

Fleksibel løsning

En fordel ved projektets mock-up er, at den er fleksibel og derved kan tilpasses det enkelte hospital - løsningen kan skræddersys og tilpasses det udstyr, hospitalet i forvejen har, ligesom diverse aspekter eksempelvis kan tilføjes. Man kunne også forestille sig, at nogle hospitaler kun ønsker dele af den samlede løsning - fx hvis de kun vil have selve forsendelseskassen - hvilket også er muligt.

Projektet forventes afsluttet i slutningen af år 2014.

Kontaktperson
Niki Nicolas GrigoriouNiki Nicolas Grigoriou

CEO / Software Architect

Intelligent Systems A/S

T. +45 2045 6039

LOADEMAIL[nng]DOMAIN[intelligentsystems.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

Bevillingsgivere