De adfærdsbaserede robotter har dog ofte en ringere præcision end de klassiske robotter. De blev introduceret af amerikaneren Rodney Brooks (f. 1954) fra MIT i 1986 gennem den såkaldte "subsumption"-arkitektur og som reaktion mod den klassiske robotteknik; siden er denne form for robotteknik udviklet til sit eget forskningsfelt.

De adfærdsbaserede robotter er karakteriseret ved en decentraliseret styring, hvor robotkontrolsystemet er delt op i moduler, der hver giver en adfærd, og som kører parallelt. Desuden udvikles en del adfærdsmoduler til at give reaktiv adfærd, såedes at et sanseinput får modulerne til at reagere med en refleks-motorbevægelse. Idet modulerne kører parallelt, opnås der hurtigere kontrol, og ofte er robotterne robuste, således at de ikke går i stå, selv en mindre del af kontrolsystemet fejler.

Adfærdsbaserede robotter har givet inspiration til integrationen af nye styresystemsmetoder i robotteknik, som baserer sig på autonomi og på at give robotter deres egen tilegnelsesevne. Disse styresystemer inkluderer kunstige neurale netværk og udvikling vha. "reinforcement learning" og evolutionære metoder.

Med disse metoder opnås adaptive robotter, som har en vis evne til at tilegne sig nye kundskaber, mens de opererer i deres omgivelser. Dette sker ved, at robotstyresystemet optrænes til at lære nye reaktionsmønstre, som er baseret på de situationer, robotten udsættes for. Man forsøger med denne type metoder at løse problemerne med, at klassiske robotter ofte kun kan bevæge sig ad forud programmerede baner og er yderst følsomme over for ændringer i omgivelserne.

Adaptive robotter har mulighed for at operere i forskellige omgivelser og for at lære om ændringer i omgivelserne, således at de kan klare visse uforudsete hændelser, som ikke er forudprogrammerede.