Fleksible robotgribere er en mangelvare for den kriseramte danske fremstillingsindustri. Højteknologifondsplatformen Handyman har netop afsluttet en omfattende forsknings- og innovationsindsats på området og er nået et skridt videre på vejen mod en konkurrencedygtig dansk fremstillingsindustri
Mange jobs er de seneste år flyttet fra Danmark grundet
billigere produktionsomkostninger i en række lavtlønslande.
Fortsætter udviklingen står det ilde til med dansk økonomi og
velfærd. Ifølge en undersøgelse foretaget af DI overvejer lidt over
60 pct. af danske virksomheder at øge oprettelsen af arbejdspladser
i udlandet.
Helt så sorte behøver fremtidsudsigterne dog ikke se ud, hvis
det står til partnerne i højteknologifonds-platformen Handyman, der
gennem de sidste fire år har arbejdet med udvikling af fremtidens
fleksible robotgribere. Her mener man, at platformens resultater er
et vigtigt bidrag til vejen mod en mere fleksibel og
konkurrencedygtig dansk fremstillingsindustri.
- Handyman har flyttet både forskeres og virksomheders
forståelse for, hvad der rent teknisk er muligt at håndtere med
robotter - og det er et afgørende skridt på vejen mod nye og
konkurrencedygtige produkter til emnehåndtering i industrien,
fortæller Niels Jul Jacobsen, der er projektleder på Handyman og
laboratoriechef på Syddansk Universitet.
Hos DS Håndværk & Industri, der er arbejdsgiver- og
brancheforening for 2.400 små og mellemstore industri-, maskin-,
smede-, og vvs-virksomheder, mener man, at Handyman gavner de små
og mellemstore industrivirksomheder.
- Hvis vi i Danmark skal konkurrere med lavtlønslandene, så er
selv små og mellemstore virksomheder, som er karakteriseret ved
omskiftelige produktioner, nødt til at automatisere. Handyman er et
godt eksempel på, hvordan forskning kan føre til viden, som kommer
produktionen i de mindre virksomheder til gode på vejen mod
fleksible robotløsninger med overskuelig investeringsgrad. Det ser
vi meget gerne mere af, fortæller Jim Stjerne Hansen, der er
formand for DS Håndværk & Industri.
Højteknologiske løsninger
Resultaterne af arbejdet i Handyman flytter overlæggeren for,
hvordan det er teknisk muligt for danske fremstillingsvirksomheder
at håndtere emner. Målt på Genefkeskalaens - et nyttigt redskab til
at vurdere automationsløsningers kompleksitet - placeres
platformens resultater på niveau 3-4, som dækker over innovative
specialløsninger udviklet via eksempelvis ny viden eller anvendt
forskning.
- Håndtering af emner i industrien er på mange måder
omkostningstung - bl.a. fordi håndteringsprocesserne ikke tilfører
de håndterede emner nogen form for merværdi som eksempelvis male-
eller svejseprocesser gør det. Partnerkredsen i Handyman har derfor
med grundlag i virksomhedernes konkrete udfordringer eftervist og
udviklet nogle nyskabende håndteringsmetoder, som kan optimere og
økonomisk effektivisere virksomhedernes omkostningstunge
håndteringsprocesser, fortæller Niels Jul Jacobsen.
Blandt andet har pumpevirksomheden Grundfos, der også er partner
i Handyman, installeret en ny og automatiseret håndteringsløsning
baseret på resultaterne af arbejdet i Handyman - og her er man
fuldt ud bevidst om, hvad deltagelsen i Handyman har betydet for
Grundfos´ automatiseringsgrad.
- Den installerede Bin-picker-løsning har været medvirkende
årsag til at muliggøre etableringen af en helt igennem
fuldautomatiseret montagelinje- og endda en linje med særlig
skånsom håndtering af et meget følsomt emne direkte fra palle til
en montagelinje, fortæller Michael Røddik, der er seniortekniker
hos Grundfos. Han påpeger yderligere, at man hos Grundfos ved
Handymans opstart ikke troede at denne type bin-picking var mulig,
og derfor er blevet meget positivt overrasket over resultatet.
Fakta
Handyman har siden 2007 arbejdet med udvalgte projekter inden
for teknologiudvikling af fleksible griberobotter. Målsætningen har
været at modne området for griberobotter gennem en fokuseret
forsknings- og innovationsindsats og derved udbrede fleksible
griberobotter til en lav pris.
Handyman blev indtil sommeren 2010 projektledet fra
Innovationsnetværket RoboCluster, hvorefter det overgik til Mærsk
Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.
Handyman er støttet af Højteknologifonden.
Partnerne i platformen var:
• Bila A/S
• Grundfos A/S
• Innovationsnetværket
RoboCluster
• Scape Technologies A/S
• Det Tekniske Fakultet på Syddansk
Universitet
• Teknologisk Instituts Center for
Robotteknologi
• TriVision ApS
• Unisensor A/S
• Universal Robots ApS