Det regionale teknologicenter for robotter, sensorer og intelligente systemer er omdrejningspunktet for en innovativ proces, der styrker udviklingen af intelligente systemer og robotter til gavn for det danske erhvervsliv.

Med udgangspunkt i robotteknologi, sensorer og intelligente
systemer igangsætter og forankrer teknologicenteret en innovativ
udvikling af fremtidens produkter og processer. Teknologicenteret
sætter fokus på fire hovedområder:
Industriel Produktion
Eksempelvis:
• Undervandsrobotter til brug i offshore industrien
• Murerrobotter i byggeriet
• Industrirobotter med universelle gribere til ekstremt fleksibel
håndtering af emner
• Overvågningsrobotter i farlige miljøer
Pleje & Sundhed
Eksempelvis:
• Robotter til udtagning af blodprøver inden for
sundhedsvæsenet
• Håndteringsrobotter for produkter i mikro- og nanoskala
• Genoptræningsrobotter til trafikskadede og opererede
patienter
Biologisk Produktion
Eksempelvis:
• Fremtidens markarbejder - intelligente redskaber til pleje af
planter og grønne arealer
• Udvikling af en frugthøstemaskine til æble- og
pæreplantager
• Robotteknologisk masseproduktion af eliteplanter
Leg & Læring
Eksempelvis:
• Robotlegepladser
• Servicerobotter
Teknologicenterets opgaver
Teknologicentret tager afsæt i kernekompetencerne i den
syddanske region. Med en bred dynamisk kontaktflade til såvel
nationale som internationale kompetencecentre styrkes innovationen
inden for robotter, sensorer og intelligente systemer. Hovedopgaven
er at igangsætte og understøtte udviklingen af kommercielle
muligheder i krydsfelter mellem det robotteknologiske område og
specifikke brancheområder. Processen gennemføres i en række
arbejdstrin:
• Nøglepersoner etableres i tværfaglige "krydsfelter" mellem
anvendelsesområder og det robotteknologiske område.
Anvendelsesområderne udvælges bl.a. på baggrund af konklusioner i
det "Teknologiske Fremsyn inden for Kognition og Robotteknologi".
Der er initialt udpeget fire bredt afgrænsede anvendelsesområder:
Biologisk Produktion, Industriel Produktion, Leg & Læring og
Pleje & Sundhed.
• Inden for hvert krydsfelt skabes en "krystalkugle", der i et
5-10-15 års perspektiv viser trends og brugernes behov for
intelligente mekaniske produkter bygget på robotteknologi.
• Hver krystalkugle omsættes til et "roadmap", der kortlægger de
væsentligste regionale, nationale og internationale aktører, samt
en faseopdelt plan med mål, milepæle og hovedaktiviteter for
forskning og udvikling af teknologier, produkter, services,
virksomheder, erhverv og rammebetingelser, der vil kunne
virkeliggøre krystalkuglens visioner.
• Roadmap-planerne udmøntes i konkrete "udviklings- og
samarbejdsprojekter" gennem RoboClusters ProjektBørs. ProjektBørsen
er dermed omdrejningspunktet for en handlingsorienteret forfølgelse
af roadmapmål og milepæle. For at sikrer maksimal vækst i regionen
og det øvrige Danmark har denne fremadrettede indsats et innovativt
og vækstmæssigt fokus, så der skabes så mange nye produkter og
virksomheder som muligt.
Den akkumulerede viden og kompetencerne i teknologicenteret
formes til services, primært rettet mod SMV-virksomheders
innovative udvikling af nye intelligente mekaniske produkter. Alle
danske virksomheder vil få adgang til disse services, og der vil
være en markant formidlingsindsats via GTS-institutter,
erhvervsservicecentre, erhvervsråd, uddannelsesinstitutioner,
offentlige instanser m.fl.
Da teknologicenteret kan give medspil i en bred vifte af
brancher og anvendelsesområder samler teknologicenteret helt unikt
alle betydende forsknings- og uddannelsesinstitutioner,
GTS-institutter, erhvervsservicecentre, investorer,
innovationsmiljøer, forskerparker og offentlige myndigheder samt en
række små, mellemstore og store virksomheder i den syddanske region
om projektets gennemførelse.
Forener syddanske kompetencer
Teknologicenteret administreres overordnet af RoboCluster med
sekretariat i Odense, mens der er kontaktpunkter hos såvel
RoboCluster som hos Center for Product Development i
Sønderborg.
Partnerne ønsker med etableringen af det regionale
teknologicenter at øge den kompetencemæssige styrke og sikre en
bred syddansk forankring. Konsortiet er derfor bredt sammensat og
tæller udover RoboCluster og dets nære partnere - Center for
Product Development og Mads Clausen Instituttet ved Syddansk
Universitet, Esbjerg Tekniske Institut, Forskningscenter Bygholm og
Designskolen Kolding. Desuden kan centeret trække på kompetencer
fra en lang række nationale og internationale kapaciteter, der har
tilkendegivet deres interesse.
Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet
gav i marts 2006 RoboCluster, som et af i alt syv regionale
vækstmiljøer i Danmark, en etårig bevilling på 2 mio. kr. til
etablering af teknologicenteret. Bevillingen blev forlænget i
efteråret 2006.
Baggrund
På verdensplan investeres der i disse år store summer på
udvikling af mekatroniske systemer og robotter, som selvstændigt
eller i samspil med mennesker kan udføre komplekse opgaver.
Udviklingen har ført til, at robotterne bliver stadig mere
intelligente. Via sensorer er robotterne blevet i stand til bedre
at "forstå" og reagere på skiftende omgivelser og selvstændigt
udføre en række processer.
I kølvandet på denne tendens spås udviklingen og
implementeringen af intelligente systemer og robotter at blive en
væsentlig vækstparameter inden for en bred vifte af brancher og
virksomheder. For at styrke denne udvikling, og sikre en fortsat
udbredelse til gavn for dansk erhvervsliv, etablerer RoboCluster i
samarbejde med Center for Product Development og Teknologisk
Institut et teknologicenter for robotter, sensorer og intelligente
systemer.
Teknologicentret vil udnytte den succes, der er opnået af de
relativt nystartede og hurtigt ekspanderende centre RoboCluster og
Center for Product Development på Syddansk Universitet, og drage
fordel af Teknologisk Instituts mangeårige erfaringer med
servicering af erhvervslivet.
Konsortiet omfatter:
• Center for Product Development, Syddansk Universitet,
Sønderborg
• Designskolen Kolding, Kolding
• Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet
• Esbjerg Tekniske Institut, Aalborg Universitet, Esbjerg
• Forskningscenter Bygholm, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet,
Aarhus Universitet, Horsens
• Fyns ErhvervsCenter, Odense
• Mads Clausen Instituttet, Syddansk Universitet, Sønderborg
• Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet,
Odense
• RoboCluster, Odense
• Teknologisk Institut, Odense
Desuden har 65 virksomheder inden for de fire anvendelsesområder
givet interessetilkendegivelser til teknologicenteret