Et hold af robotteknologi-studerende fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har vist, at de danske robotter til produktion af biologiske produkter er blandt verdens førende. De løb nemlig med sejren i årets Field Robot Event, da konkurrencen blev afholdt i Holland kort før sommerferien
Hold fra hele Europa
dystede mod hinanden i discipliner som eksempelvis kørsel med
robotter mellem roser i potter, da årets Field Robot Event løb af
stablen i Venlo i Holland kort før sommerferien.
Ét hold udmærkede sig dog mere end de øvrige - nemlig det danske
DTU-baserede hold af robotteknologi-studerende, som bragte robotten
RoseBot til sejr i den samlede konkurrence. Holdet, der hjemmefra
spåede sig selv en placering i den øvre del af feltet, var
overraskede over sejren.
- Det var en smule overraskende at det lykkedes at løbe med den
samlede sejr, men det er bestemt en god følelse. Vi har dog haft et
solidt udgangspunkt, da robotten er fra forrige års Field Robot
Event, fortæller René Gregersen, der er en af hjernerne bag holdet
fra DTU.
Et godt forarbejde
gjorde forskellen
Holdet bag RoseBot har i tiden op til konkurrencen arbejdet
fokuseret med mange forskellige udfordringer og problemstillinger i
forhold til den navigering, som kunne være nødvendig på
konkurrencebanerne
- Vi har haft stor fokus på simplicitet og robusthed i robotten,
og vi har lagt stor vægt på at gennemteste vores løsninger før
konkurrencedagen. Yderligere har vi været godt hjulpet af, at vores
robot er meget kompakt og anvender DTUs meget fleksible og let
anvendelige software platform DTU Mobotware, beretter René
Gregersen
Sejren giver
motivation
De danske studerende læser alle robotteknologi på sidste år på
DTU, og er netop nu ved at overveje deres fremtidige speciale og
arbejdsområde - måske har sejren givet lyst til at arbejde videre
med de grønne robotter.
- Sejren er klart en god motivation for at arbejde videre inden
for feltet, og da vi alle i gruppen er ved at lægge an til det
sidste år af vores kandidatuddannelse inden for automation og
robotteknologi, er det da bestemt en spændende mulighed at arbejde
videre med, afslutter René Gregersen.