Finansiering af robotudvikling fra nye vinkler blev præsenteret på konference i Berlin
Et år efter projektstart var
EU-projektet I4MS-Gate (I4MS) vært for sin første offentlige
internationale konference fra den 17-18. juni i Berlin. Konferencen
samlede mere end 150 deltagere fra relevante industrier og den
europæiske kommission, som deltog i forskellige oplæg om de
afviklede udviklingsaktiviteter - og fremtidige muligheder for
støtte i I4MS.
Innovative indsatser samlet under én paraply
I4MS er sat i verden for at samle trådene fra syv forskellige
udviklingsplatforme med et særligt fokus på IKT. Alle
udviklingsplatformene sigter mod at styrke Europas konkurrenceevne
og ruste små og mellemstore produktionsvirksomheder til innovative
indsatser. I4MS kobler europæiske innovatører på forskellige
produktionsrelaterede områder, så de kan hente inspiration hos
hinanden til for eksempel udvikling og implementering af IKT.
Stort potentiale i SMV'ers brug af IKT
Der er muligheder og udfordringer i udviklingen og brugen af IKT
i fremstillingsindustrien. Faktum er, at IKT står for 70 % af
innovationen i sundhedssektoren, 50 % i bilindustrien og 25 % i
fremstillingsindustrien. Derfor giver det god mening, at en øget
brug af IKT hos små- og mellemstore produktionsvirksomheder vil
være vejen frem for Europa i og med at de står for ca. 45 % af
værditilvæksten i fremstillingsindustrien og ca. 59 % af
beskæftigelsen i fremstillingsindustrien. Små og mellemstore
produktionsvirksomheder er - og bliver derfor nøglespillere i
Europas fortsatte udvikling her ved overgangen til det, der også
bliver kaldt den 4. industrielle revolution.
Data i skyen skal sikres
I dag foregår 20 % af den globale produktion i Europa. Det tal
vil fortsat falde, hvis vi ikke skaber et 'industrielt internet',
som kan være nøglen til industrialiseringen af Europa, udtaler
Rainer Bischoff, Vice President i euRobotics og Head of Technology
Development ved KUKA Laboratories.
Men der er udfordringer i at lægge alle data ud i skyen - først
og fremmest i forhold til datasikkerheden. Små og mellemstore
produktionsvirksomheder skal have vished for at deres data er
sikrede hos udbyderne af Cloud Computing. Som det er i dag har
virksomhederne ikke mulighed for at tjekke deres udbydere, og på
konferencen blev en certificering af udbyderne nævnt som et middel
til at øge tilliden til de kommercielle udbydere.
Innovationsmidler gør en forskel
Initiativerne i I4MS er søsat for at hjælpe de små og
mellemstore produktionsvirksomheder til at overvinde den 'valley of
death', som mange virksomheder oplever i opstarten af
innovationsprojekter.
Ét af eksperimenterne i I4MS-udviklingsplatformen, Fortissimo,
har givet den slovenske virksomhed Pipistrel et kæmpe løft.
Virksomheden designer, tester og producerer små specialfly og ved
hjælp af HPC (High Performance Computing) kan de nu bedre evaluere
nye muligheder - for eksempel tidsforbrug og omkostninger, designs
og designcyklusser. Vi kan ting i dag, som vi ikke tidligere har
turdet drømme om, udtaler Matej Andrejasic, Pipistrel.
Mange muligheder for EU-Funding
Lige nu har den robotteknologiske del af I4MS, EuRoC, flere åbne
calls. Se mere information om projektet, deadlines og de
forskellige calls HER
Derudover har EU netop åbnet op for flere forskellige
finansieringsmuligheder igennem initiativet SPARC, der er et
robotteknologisk innovationsprogram, som forventes at skabe 240.000
nye job inden for fabrikation, landbrug, velfærd, transport, civil
sikkerhed og husholdning. SPARC er åben for alle europæiske
virksomheder og forskningsinstitutioner. Læs mere om initiativet HER
What's next? - et blik i krystalkuglen
EU investerer hen over de kommende år 500 mio. Euro i IKT med
ambitionen om at få virksomheder og forskere til at spille sammen
om at forbedre den europæiske konkurrenceevne. Lige nu står Europa
godt på det robotteknologiske verdensmarked, men den position kan
sagtens blive truet af andre aktører - Google vinder som bekendt
indpas med opkøb af robotvirksomheder. IKT er et oplagt middel til
at beholde markedsandele, og potentialet ligger i alt lige fra
smarte produkter til smart produktion og smart service.
Skyen har revolutioneret fremtiden, og de små og mellemstore
produktionsvirksomheders succes er ikke bare er deres egen succes,
men hele Europas succes', udtaler Maurizio Gattiglio, formand for
EFFRA (European Factories of the Future Research Association).
Innovationsnetværket RoboCluster er projektpartner i I4MS. Læs
mere om I4MS HER