Der er nu åbent for indstillinger til DIRA Automatiseringsprisen, men i år sker det efter helt nye kriterier

Hvert år uddeler DIRA, Dansk Robot Netværk, DIRA
Automatiseringsprisen på hi-messen eller AUTOMATIK Messen. Henover
vinteren har frivillige DIRA-medlemmer arbejdet med at udforme nye
kriterier for DIRA Automatiseringsprisen for at demokratisere
processen.
De nye kriterier lyder således:
"DIRA Automatiseringsprisen uddeles hvert år til en
virksomhed, der har skabt eller fastholdt produktion i Danmark
gennem udvikling eller automatisering baseret på robotteknologi på
en banebrydende måde, der muliggør nye produktionsmetoder eller nye
produkter. I bedømmelsen indgår desuden forbedringer af
arbejdsmiljø, kvalitet, leveringsevne, salg samt produktivitet.
Jurymedlemmer samt bestyrelsesmedlemmer i DIRA kan ikke modtage
prisen."
Juryen
Juryen består af fem medlemmer, hvoraf de fire repræsenterer
henholdsvis forskning, presse, interesseorganisationer og
industrien. Pladserne er besat af Ole Madsen fra Aalborg
Universitet, Bjørn Godske fra Ingeniøren, Nigel Edmondson fra MADE
samt Peter Krogh fra VOLA. Det femte medlem besiddes af forrige års
vinder af Automatiseringsprisen: Mobile Industrial Robots (som
ovenover ses modtage DIRA Automatiseringsprisen 2015).
Indstil til DIRA Automationsprisen
Der er nu mulighed for at indstille kandidater til DIRA
Automatiseringsprisen. Læs mere om de nye kriterier HER. Sidste frist for indstillinger
er den 31. marts 2016.
De tre nominerede offentliggøres i forbindelse med et
DIRA-arrangement hos Glud & Marstrand - YES we can den 13.
april 2016.
DIRA Automationsprisen bliver overrakt i forbindelse med
åbningen af AUTOMATIK Messen i Brøndby den 13.
september 2016
Kilde: DIRA.dk