• Danish
  • English

Erfaringer med robotter og automation skal bruges på nyt hospital

Erfaringer med robotter og automation skal bruges på nyt hospital

28-02-2017
På Nordsjællands Hospital er man i gang med at indføre robot- og automationsteknologi flere steder på hospitalet for at indsamle erfaringer til senere brug på Nyt Hospital Nordsjælland.
Selvom Nyt Hospital Nordsjælland efter planen først skal stå færdigt i 2021, er man allerede nu i gang med at integrere robotter og automation på det nuværende Nordsjællands Hospital. Erfaringerne herfra skal nemlig bruges, når det nye supersygehus står færdigt. 
 
- Der er mange spændende opgaver, som de nye teknologier kan være med til at løse på et moderne hospital. Indtil videre har vi planlagt at indføre AGV'er, men også robotter til hospitalskøkkenet og affaldshåndtering er særdeles interessante anvendelsesområder, lyder det fra Henrik Schødts, projektdirektør hos Nyt Hospital Nordsjælland. Han tilføjer:
 20170228_NordsjællandsHospitalRobot
- Vi arbejder for, at Nyt Hospital Nordsjælland bliver et referenceværk for fremtidige hospitaler. Det betyder blandt andet, at brugen af robot- og automationsteknologi skal prioriteres, og vi vil derfor gerne i dialog med virksomheder og forskere, der kan bidrage med viden til, hvordan vi finder de bedste løsninger til det nye hospital. 
 
Det nye supersygehus har et budget på 4,2 milliarder kroner, og skal dække 310.000 borgere årligt. Med en planlagt årlig besparelse på 8 % er der derfor brug for at tænke nye teknologier ind i de mange arbejdsopgaver, der hvert år udføres på hospitalet.
 
Robotanlæg håndterer prøver fra praktiserende læger
I 2015 gik Klinisk Biokemisk Afdeling på Nordsjællands Hospital ind i et Offentligt-Privat-Innovationssamarbejde (OPI) sammen med blandt andre Syddansk Sundhedsinnovation og virksomheden Gibotech omkring håndteringen af de mange prøver, hospitalet hver dag modtager fra de praktiserende læger i området. Resultatet er prototypen, Gibosort, et robotanlæg der ved at udpakke og sortere prøverne fra praksislægerne fjerner manuelle arbejdsgange. 
 
Hvert tredje sekund bliver en prøve sendt gennem robotanlægget, og den samlede svartid på en prøve er reduceret til under 60 minutter. Med en håndtering af ca. 19.000 analyser om dagen er robotanlægget derfor med til at aflaste personalet, øge produktionen og reducere risikoen for menneskelige fejl ved prøvehåndteringen, hvilket i sidste ende er med til at øge patientsikkerheden. 
 
- Vi er i gang med at afprøve metoder og arbejdsgange der kan imødekomme de stigende krav til logistik og produktion på fremtidens hospital, og her er erfaringerne med robotanlægget Gibosort til stor hjælp, udtaler Evy Ottesen, der er ledende bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling på Nordsjællands Hospital. 
 
- I dag er 90 % af processerne i laboratorierne automatiseret, men vi mangler den sidste del, og vi er derfor interesserede i at indgå i en dialog med de robotudviklere, der ser muligheder i sundhedssektoren, lyder det fra Evy Ottesen. 
 
Fra den 1. marts har Klinisk Biokemisk Afdeling øget produktionen med 25 %, således at Gibosort robotanlægget nu kommer til at modtage prøver fra yderligere 63 praktiserende læger. Robotanlægget kommer dermed op på at håndtere prøver fra i alt cirka 300 læger. 
 
Workshop skal koble virksomheder og sundhedssektor
Innovationsnetværket RoboCluster sætter i 2017 fokus på robotteknologi til sundhedssektoren.  Derfor afholder netværket en workshop den 27. april hos Nordsjællands Hospital, hvor der bliver mulighed for at få indblik i fire forskellige udfordringer på det eksisterende Nordsjællands Hospital og Nyt Hospital Nordsjælland, som der søges robot- og automationsløsninger til. Derudover vil der være mulighed for at se Gibosort robotanlægget i aktion og få en rundvisning i laboratorierne.
 
- Med workshoppen vil vi dels sætte fokus på robotteknologi, der er implementeret, og dels på forskellige problemstillinger, som man ønsker at automatisere. Derudover sætter vi spot på, hvordan man griber automatisering an på hospitaler, lyder det fra Bjarke Nielsen, der er leder af Innovationsnetværket RoboCluster. 
 
Læs mere om workshoppen HER
 
Hvilken rolle vil robotter og automation spille på fremtidens hospital? Se en video fra workshoppen på Nordsjællands Hospital HER 
 
 
Kontaktperson
Conny HeidtmannConny Heidtmann

Projektleder

Innovationsnetværket RoboCluster

M +45 2058 5132

LOADEMAIL[conny.heidtmann]DOMAIN[robocluster.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

BevillingsgivereBevillingsgivere