Alle former for aktører var med ved Innorobo 2017, hvor både udstillere med læringsrobotter, udviklingsprojekter og kommercielle produkter var samlet i Paris.
Robot eventen Innorobo har siden 2010
inviteret udviklere, slutbrugere, forskere og andre
med interesse for robotteknologi til innovationstopmøde i Frankrig.
Innorobo er Europas førende event inden for robotteknologi og den
innovation, der udspringer herfra. Eventen fungerer som
udstillingsvindue for teknologisk innovation, der kan være med til
at løse samfundsudfordringer.
Innovationsnetværket RoboCluster deltog i år i Innorobo for at
bringe viden om nye teknologiske trends med hjem til netværkets
medlemmer og for at finde nye internationale samarbejdspartnere.
Her fik vi en snak med Virginie Dhaze, marketingchef i
organisationen Innoecho, der siden 2010 har afholdt Innorobo.
1) Hvordan har Innorobo eventen udviklet sig siden
opstarten i 2010?
- Innorobo var til at starte med en messe, hvor man havde et
generelt fokus på at booste robotteknologi til potentielle
slutbrugere og til den almene befolkning med det formål at
formidle, at robotter har et stort samfundsmæssigt potentiale. I
dag er formålet med Innorobo at forbinde slutbrugere og udviklere,
således at teknologierne afspejler et behov og skaber merværdi.
Udover udstillingsområdet er der nu også guidede ture, Flipped
Pitch sessions, hvor slutbrugerne pitcher deres behov for
teknologudviklerne, og konferencespor rettet mod både udviklere,
slutbrugere og forskere. Det gennemgående element for eventen er
matchmaking aktiviteterne.
2) Hvilke trends ser du i den robotteknologiske
udvikling lige nu?
- Generelt er kunstig intelligens indlejret i
robotteknologi en gennemgående trend. Derudover er der fokus på
servicerotter, herunder humanoide robotter, og på mobile robotter
til industrien. Der er rigtig meget fokus på slutbrugerne, blandt
andet inden for teknologier til 'the Silver Economy' (red.:
Den (kryds)økonomi, der udspringer af den aldrende befolkning i
Europa, og som har indflydelse på flere forskellige markeder),
som skal hjælpe ældre til en hverdag med mere mobilitet og mindre
isolation.
3) Hvordan ser det franske klyngelandskab ud inden for
robotteknologi?
- I Frankrig er robotklyngerne lige nu ved at organisere sig.
Der er pt. fem klynger og mange regionale initiativer, men der har
indtil nu manglet én samlet repræsentant på den nationale og
internationale scene. Derfor blev der ved åbningen af Innorobo den
16. maj stiftet én samlet robotklynge med betegnelsen 'La
Fédération Francaise des Clusters de la Robotique'.
4) Hvorfor mener du, at RoboClusters medlemmer skal
deltage i Innorobo næste år?
- Innorobo skal ikke være en større event. Det er
derimod vigtigt, hvem der er her, og hvad de får ud af det. Som
arrangør fokuserer vi ikke på, hvor mange udstillere og besøgende
her er, men på at det er de rigtige aktører, der mødes her. Derfor
går vi særligt meget op i Innorobo's matchmaking aktiviteter.
RoboClusters medlemmer skal deltage i Innorobo, hvis de ønsker at
indgå i dialog med stakeholders inden for alle dele af værdikæden -
her kan de møde både udviklere, slutbrugere og beslutningstagere
fra alle dele af TRL-skalaen (red.: TRL = Technology Readiness
Level - en metode til at beskrive modenheden af en teknologi).
Vores erfaring er blandt andet, at de store robotproducenter, som
er kommet længere på TRL-skalaen, deltager som besøgende på
Innorobo for at spotte de trends, der ligger 3 - 5 år
fremme.