• Danish
  • English

Godt nyt for den danske robotklynge: MiR solgt for 1,7 milliarder

Godt nyt for den danske robotklynge: MiR solgt for 1,7 milliarder

26-04-2018
Teradyne betaler op mod 1,7 milliarder kroner for MiR, som dermed vælger en ny ejer, der allerede er kendt for at investere i dansk jobvækst, produktudvikling og eksport med købet af Universal Robots tilbage i 2015.

Det oplyser MiR i en pressemeddelelse.

Det er kun tre år siden, MiR leverede sin første mobile robot, og tusinder kører nu rundt i den globale industri og automatiserer intern transport. MiR har skabt et helt nyt marked og leverede i 2017 robotter for 77,5 millioner kroner til industrien. 

20180426_Mi R Solgt

"Det er en stor dag for os: MiR og Teradyne er et perfekt match. Dette opkøb vil gavne både vores slutkunder, vores distributører og vores medarbejdere. Teradyne repræsenterer ingeniørkunst i verdensklasse, har en helstøbt global supportorganisation og en veldokumenteret evne til at skabe vækst. Sammen kan vi fremtidssikre og videreudvikle MiR, så vi kan bibeholde vores unikke position på markedet. Der investeres generelt meget store beløb i produktudvikling inden for vores segment i disse år,” siger CEO i Mobile Industrial Robots, Thomas Visti.

Teradyne, der har eksisteret i mere end 58 år, leverer automatiseret testudstyr, og havde i 2017 en omsætning på 12,87 milliarder kroner.

Oplagte produktsynergier
Mobile Industrial Robots blev grundlagt i 2013 af den erfarne robotudvikler Niels Jul Jacobsen, der er en nøglefigur i opbygningen af Danmarks blomstrende internationalt anerkendte robotklynge.

"Mit primære fokus er at få vores mobile robotter ud i hele verden. Med Teradyne som ejer får vi større muskler til at sikre MiR’s fortsatte vækst på det globale marked. Teradyne er samtidig det helt rigtige valg for os, fordi vi ved, at de er meget reelle og vil bevare hovedkontoret her i Odense, ligesom de har gjort med Universal Robots. Der er også oplagte synergier mellem Universal Robots og MiR, som med en fælles ejer endnu bedre kan høstes", fortæller Niels Jul Jacobsen.

Niels Jul Jacobsen har en fortid som projektleder i RoboCluster, hvor han stod i spidsen for flere store innovationsprojekter, og som chef for SDU’s RoboLab, hvor den første prototype af MiR100-robotten senere blev bygget. Læs mere her.

Positiv kapitalspiral i den danske robotklynge
En stor del af kapitalen til at finansiere MiR’s opstart og vækst kommer oprindeligt fra Teradyne. Flere af de hidtidige ejere af MiR var nemlig også medejere af Universal Robots, indtil virksomheden blev opkøbt i 2015 af Teradyne. Det fortæller Esben Østergaard, en af stifterne af Universal Robots, som har stillet risikovillig kapital til rådighed for MiR:

"Teradynes opkøb af MiR bekræfter, at MiR har skabt en imponerende vækst og en høj værdi på ganske få år. Samtidig har vi allerede med Universal Robots set, at arbejdspladserne bliver her i landet, og at pengene fra opkøb bliver brugt til reinvestering i nye, potentielle succeser i den blomstrende danske robotklynge. Med andre ord behøver vi altså ikke nødvendigvis at frygte salg til udenlandske ejere. Exits skaber blot grobund for nye lovende iværksættere, der udvikler førsteklasses robotteknologi og masser af nye danske job og øget eksport. Og jeg forventer, at vi kommer til at se endnu flere danske robotsucceser som MiR,” forudser Esben Østergaard.

Ejerkredsen bag MiR, som nu har betroet deres andele til Teradyne, er følgende: Thomas Visti, Niels Jul Jacobsen, Esben Østergaard, Søren Michael Juul Jørgensen og Torben Frigaard Rasmussen. De har sammenlagt investeret små 20 millioner kroner i at opbygge og accelerere MiR’s vækst.

 

Kontaktperson
Morten NielsenMorten Nielsen

Cluster Manager

Innovationsnetværket RoboCluster

T +45 6550 9251

LOADEMAIL[morten.nielsen]DOMAIN[robocluster.dk]

robocluster

Kort om Innovationsnetværket RoboCluster 

Innovationsnetværket RoboCluster samler danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi. Netværket giver dig ny viden om robotter, robotteknologi og intelligente løsninger og services til indsatsområder med stor politisk og udviklingsmæssig bevågenhed. Få nye input til netop dine udfordringer med robotteknologi og automatisering og kom tættere på det danske robotmiljø 

Læs mere...
  • Kontakt
  • Campusvej 55
  • 5230 Odense M
  • Telefon: 6550 7400
  • LOADEMAIL[mail]DOMAIN[robocluster.dk]

Bevillingsgivere

BevillingsgivereBevillingsgivere